Jeg savner ikke København mere.

Jeg savner ikke København mere.

Jeg savnede København for få år siden. Ville tilbage til min barndomsby. Dér, hvor jeg købte min første lejlighed, fik mit første job og troede, at jeg skulle blive resten af mit liv…

Det var den gang…

Børn kom til og landet skulle være det bedste for mine børn. Her skulle de have sine barndomsår – Frisk luft, grønt, store vidder og natur. Gode oplevelser og minder at kigge tilbage på.

Jeg håber og tror, at de har det sådan… .

Jeg bor stadig på landet, samme sted gennem 25 år. Tiderne har forandret sig, ganske som i Nordvest-kvarteret, hvor jeg købte min første lejlighed.

Der er kommet et par bander til ikke langt herfra…Her på landet. Der skydes da også indimellem…

De ældre er utrygge og selv jeg kan indimellem føle mig utryg, hvis jeg går en aftentur – Jeg tænkte på det i Maj, da jeg var på ferie på en ø i Atlanterhavet. Havnen var kendt for smuglerhavn midt mellem Europa og Canada/USA – Suspekte typer går rundt, sagde en medturist. Jeg så ingen suspekte typer. Dem jeg så havde fået en tår over tørsten, fordi de var til fest i byen, på besøg fra Portugal eller på ferie fra Canada. Suspekte? – Nej. Jeg følte mig mere tryg dér på en ø midt i Atlanterhavet….

Det tænkte jeg også, da jeg sad i toget på vej hjem fra lufthavnen. Unge hættetrøjeklædte, der var højtråbende, fulde og uforskammede overfor en turist, der stille sad med sin kuffert og kiggede ud af vinduet, mens København spurtede forbi med sine smukke bygninger overmalet med grafitti.

De blev smidt af toget af togpersonalet.

Jeg havde det skidt på turistens vegne. Hvor er det ærgerligt, at Danmark viser sig fra sin værste side, når Danmark kunne vise sig fra så mange andre sider. – Sådan kan det blive husket.

Jeg håber, at turisten får nogle gode og bedre oplevelser at kigge tilbage på.

Dér i Nordvest var jeg forbi for kort tid siden. Det var utrygt at gå dér, hvor jeg havde gået for mange år siden. Forbi blokken, hvor den lille kiosk lå med den cigarrygende ældre dame, forbi gavlen, hvor Lisbeth Dahl har printet sit navn til evighed. Der er et afskallet grafittimaleri tilbage, men indenunder er det der måske stadig. Min lejlighed ligger der selvfølgelig stadig. Minder kom til. Gode minder. Et øjeblik glemte jeg, hvor utryg jeg følte mig ved at gå der.

Det var utrygt, måske på grund af medieomtalen gennem årene, måske var det bare stemningen. Jeg kiggede rundt og i flere stuelejligheder var der rullet ned eller unge mennesker sad på vindueskanten og røg. Der gik et middelaldrende par forbi mig. I farten hørte jeg ordene: “Det var dér oppe de skød” , mens der blev peget op mod Glasvej, et stykke fra, hvor vi gik.

Jeg savner ikke København mere.

Som historisk by, som kulturby, som skøn by med liv, tryghed og gæstfrihed savner jeg København. Ikke som en by jeg vil bosætte mig i igen.

Danmark og dens byer har forandret sig. Landet har forandret sig. Tid forandrer og tiderne skifter. Det sørger tiden og menneskene for. Det var dog ikke det vi havde forestillet os for mange år siden, da vi kiggede frem, drømte og ønskede for vores familier, at de skulle vokse op i.

Det var ikke bander, pistoler, sagesløs vold, drab og utryghed vi drømte om for vores familier. Det var gode minder, et liv i tryghed og en god tilværelse.

Jeg håber og ønsker og vil gøre mit til, at mine børn stadig indfanger de gode minder, føler sig trygge, hvor de er og giver deres børn mulighed for at indfange og opleve ligeså gode minder.

Jeg håber også, at forældre og familier til “suspekte” og unge bandemedlemmer gør deres mulige indsats, for at stoppe den udvikling, som hærger i Gamle København.

Det er let at skyde skylden på ordensmagten. Der mangler ressourcer alle vegne. Integration eller mangel på samme. Dysfunktionelle familier og copypaste fra USA og andre steder i verden. Der er mange årsager til den virkning vi ser nu.

Det er bekymrende.

Hvad mon vi siger om 35 år, når vi kigger tilbage på tiden som var?…

 

Et anderledes indslag, men det er der også plads til.

<3

Det vidste du ikke om ananas!

Ananas: Det vidste du ikke om ananas!

Lige hjemkommet fra Azorerne og øen Sao Miguel, hvor jeg besøgte en ananasplantage.

Der duftede skønt! Flere huse ved siden af hinanden med en lille dør i hver, som vi fik lov til at åbne og kigge ind i de 38 grader varme, hvidkalkede drivhuse. Ananas må ikke få direkte sollys, så derfor kalker man i tide og utide, for at holde solens stråler ude.

Det regner her midt ude i Atlanterhavet på Azorerne, måske endda mere, end vi turister synes er godt, men så er der til gengæld ikke så overrendt af turister, så det er nu ganske fint alligevel. Vidste du, at Azorerne hører under Portugal?

Tilbage til ananasplantagen; det er virkelig en proces der tager lang tid, flere måneder, at dyrke ananas og det svære er selvfølgelig også, at hvis man gerne vil have prangende og flotte blade, så kræver det sollys, men på ananasplantagen er frugten selvfølgelig 1. prioritet.

På et af de fotos herunder, vil du se, at der på gåstien midt imellem rækkerne, står en metalspand. I den er der lagt an til, at der kan blive røget, som fremmer processen. Det sker, når planten er 10-12 måneder.

Besøg på ananasplantagen på Sao Miguel

En skøn, saftig, moden ananas har lille top, fluer omkring og topbladene slipper rimeligt let.

Det vidste du ikke om ananas! – Vel?

Det med fluerne kan virke noget skidt, men i virkeligheden bliver de jo blot tiltrukket af den søde duft og saft, så kig efter fluerne. De indikerer fint, om den er moden.

Lille top! Hvad er nu det for noget? – Når vi får ananas her til landet, så er der næsten altid en lang top på. Vi tror, at en ananas med stor og flot top er den bedste af slagsen, men nej, det er det ikke!

Kig efter de ananas med de mindste toppe, træk lidt i de inderste blade og hvis de let falder af, så er den moden.

Jeg har for kort tid siden set, at der sælges ananas uden top og så kan det være svært at se, hvilke ananas der er blevet sorteret fra, inden de kommer hertil. Som jeg har forstået det, så er toppen skåret af for at bruge den til kvægfoder. Det gavner miljøet og frugten bliver billigere, da der kan fragtes flere af gangen… Ja, økonomien i det kommer man ikke udenom…

Hvis du gerne vil forsøge dig med at dyrke en ananas hjemme, så kan det sagtens lade sig gøre, men det kræver, at du har toppen med.Jeg har fundet en side, der hedder HaveABC.dk ,  hvor du kan læse hvordan.

Udover ananasplantagen, så kan du se, dufte og købe masser af slagsen på markedet og selvfølgelig også i supermarkederne på Sao Miguel.

Om jeg kan li´pizza med ananas? Ja, det kan jeg og det har jeg spist i mange år, så vi er nok nogle tilbage, der stadig spiser den ukurante pizza 😉 .

Ananas indeholder et fordøjelsesfremmende enzym, Bromelain. Papaya og kiwi indeholder også det enzym. Smid ikke stammen ud i midten, for den kan sagtens spises. Her sidder enzymet også.

Det vidste du ikke om ananas!

Smag og nyd dem!

Påske og tulipaner i Tivoli

Påske og tulipaner i Tivoli

er en af familiens traditioner. Victoria, mit barnebarn er selvfølgelig blevet introduceret til denne tradition, ligesom vi også følger Halloween og Jul i Tivoli.

Vejret var lidt kedeligt og gråt, men vi tog afsted alligevel. Lille Victoria og min datter, Cecilie. Det er oftest en pigetur, bortset fra julen, hvor resten af familien ofte melder sig til fanerne.

Vi entrede hovedindgangen, som var pyntet op med påskeæg. Vi gjorde som vi altid gør; Går ned til Pantomimeteatret fra 1874. Hvis du har været i Tivoli før, så kan du se det lige nede til venstre med det store tæppe af den smukke påfugl. Helt fast er det at gå ned foran scenen, sende en hilsen til min mormor, som en gang dansede deroppe. – Cecilies Oldemor og Victorias Tipoldemor. Ja.

Der møder os også masser af tulipaner og fra websitet kan jeg læse, at der er plantet 24.000 tulipanløg. Det lyder mange, men skal vi sammenligne med de 7 millioner tulipanløg i Keukenhof, som er verdens største blomsterpark, så er det heller ikke mange.

Smukt er det dog og en blomsterpark og Tivoli er jo heller ikke helt det samme.

Der er pyntet op med æg i alskens farver og størrelser i Carstensens gamle have. Små træhuse i pastelfarver. Lys Gul, lyserødt og grønt går igen, blandet med gul, orange og lilla tulipaner.

Påske og tulipaner i Tivoli

Victoria er mest interesseret i præmien, som hendes mor vinder i andedammen; puden med en glad smiley på. Med tiden bliver hun formentlig også glad over de mange smukke farver, oplevelser og skønne stemninger, som livet vil vise hende på vejen igennem.

En dejlig tur igennem haven, som har sidste påskeåbningsdag den 17.04.17. Du kan nå det endnu!

Som altid afslutter vi turen med en god kop kaffe. Vi finder et sted, hvor der kan komme barnevogn med ind, så vi ikke skal lade den stå udenfor og så går vi ellers i krig med både god kaffe og flødeskumskage. Det er ikke så ringe endda!

Vi hygger og klarer verdenssituationen, underholder Victoria, hvis hun da ikke lige skal udforske den hjemmelavede thebolle.

TAK for en dejlig dag og GOD PÅSKE!

TILLYKKE til vores Dronning, som bliver 77 år i dag!

Lykken er en skorstensfejer!

Lykken er en skorstensfejer!

Han gik lige imod mig! – Ved et tilfælde! 😉 .

På min vej rundt i Køge i dag, mødte jeg denne prægtige mand! Det er jo fantastisk at møde et menneske, som næsten er taget ud af H.C. Andersens Eventyr, i hvert fald som figur! Så er jeg jo også lidt småskør, – hvem er ikke det? – så jeg måtte have et billede af ham inden han smuttede på taget og han stillede sig smilende og pænt op til fotografering. Med min interesse i historie, så måtte jeg jo lige researche lidt på det og her får du lidt om skorstensfejeren, et fag som blev udbredt 1760, sådan ca., altså med kun noget nær 250 år på bagen.

Den første forudsætning for skorstensfejerfaget er – naturligvis skorstene.

Det lyder meget ligetil, men faktisk blev skorstene først almindelige i mange huse i 1700-årene. Inden denne tid havde man haft åbne huller i tagene, såkaldte lyrer, hvor røgen fra de åbne ildsteder blot trak ud. De var naturligvis brandfarlige, da tagene var af strå. Men kakkelovne og kaminer var også brandfarlige, specielt fordi aftrækskanalerne var dårligt isolerede og ofte gik tværs gennem trævægge, paneler og andre brandfarlige materialer. Dette forhold var blandt andet skyld i, at Christiansborg slot nedbrændte to gange i løbet af 100 år: d. 26. februar 1794 og d. 3. oktober 1884.

De kongelige slotte var de første, der fik fejet skorstene. Christian 4. ansatte Gudmand Olsen som skorstensfejer på sine slotte.

1917 tog man skridt til oprettelse af en teoretisk og teknisk uddannelse af skorstensfejerlærlinge på Teknologisk Institut i København. Skorstensfejerskolen flyttede siden til Sønderborg og i 1974 til Tønder.

Høj hat var oprindelig alle farende svendes symbol og tegn på, at man var en fri og uafhængig person. Det er derfor heller ikke tilladt at gå med høj hat, før man er udlært og frigivet fra sin læremester og -svend. Det samme gælder andre værdighedstegn som blanke knapper og gjordlås. l gamle dage skulle lærlingen altid gå seks skridt bag sin læresvend uden hat, med glat bæltespænde og knapper samt barfodet; og så skulle han endda slæbe den store pumpekost.

Skorstensfejeren er et lykkesymbol!

Det lykkebringende ved skorstensfejeren er hans fejekost og den sod, der hænger ved ham på hans hud, hår og tøj.

Ærgerligt jeg ikke lige fik en luns af ham!

Skorstensfejeren som sådan en lykkebringende person, især hvis han kommer gående imod én ved et tilfælde. Ifølge folketroen er det, der sker tilfældigt, altid af større betydning, end det man selv har prøvet på at få til at ske. Særligt vigtigt er det at møde en skorstensfejer, hvis man befinder sig i en overgangssituation, det vil sige på et tidspunkt, hvor man står over for at skulle påbegynde noget nyt.

Det gør jeg, tror jeg nok! 😀

Kilde: Skorstensfejerlauget

Hallevs limone cupcakes saltkaramel

Hallevs limone cupcakes saltkaramel…

hedder mine cupcakes.

Kollegaer skal forkæles og gerne med bagværk!

Indimellem så sker det, at jeg får en idé og denne gang blev det til cupcakes. Idéen kom egentlig efter en tur ned igennem Tyskland, forbi Bielefeld, hvor der ud til motorvejen står det letgenkendelige “Dr. Oetker” på en husmur.

Dette er ingen reklame for Dr. Oetker. De ved slet ikke, at jeg har brugt deres produkter i denne opskrift, men jeg faldt over “tuberne” med Muffin Center, som de kalder det, i et supermarked; saltet karamel, som er lige til at fylde cupcakes med, så der, efter første bid af kagen, strømmer det skønneste karamel ud med et snert af salt. Det er lidt utraditionelt og det må mine cupcakes også godt være. For at give dem et ekstra pift, ophæve smagen af det søde og salte, så blev det til lidt bittert og syrligt, som i lemon og citroner. Deraf navnet:

Hallevs limone cupcakes saltkaramel.

Limone er også et skønt sted ved Gardasøen, men det er en helt anden historie.

Køb  Muffincenter Salt karamel og “ätbara muffinsformar”, som er muffinforme, der kan spises. – Jeg købte lyserøde. De kan fåes i flere farver. Almindelige muffinforme kan selvfølgelig også bruges, men så må du tage dem af inden du sætter tænderne i kagen 🙂

Tag smørret ud af køleskabet, så det ikke er så hårdt. Det skal bruges til frosting/icing.

Se tilberedning nederst.

Hallevs limone cupcakes saltkaramel 24 stk.:

Kagedej:

600 gr. mel

300 gr. sukker

3 tsk. bagepulver

2 tsk. vaniljesukker

1/2 tsk. Himalayasalt

Skal af en halv citron og skal af en halv lemon og saft fra begge halve. – (Vask dem grundigt)

Gem nogle af “skallerne” til pynt.

3 æg

5 dl. minimælk

1, 5 dl. olie – raspolie er fint

Ovn: 185 gr. Varmluft eller 200 gr. alm. ovn. Bages i 20-25 minutter midt i ovnen.

Start med de tørre ingredienser i bunden af skålen og tilsæt derefter resten.

Dejen røres sammen og du vil genkende dejen som en sandkagedej i konsistens.

Hæld dejen i muffinformene, ikke mere end 1/2 op, højst 3/4 op – Kagerne hæver i ovnen. Bag kagerne i 20-25 min, til de har en fin gylden overflade.

TIP! Stik evt. en strikkepind i. Hvis der sidder dej på, når du tager den op igen, så skal de have lidt mere.

Nu er det tid til fylde kagerne med saltkaramel og det gøres let ved at trykke lidt af massen ind i kagen oppefra. – Se mere på vejledningen på emballagen. Det er ganske let og ligetil.

Lad dem køle helt af, inden du pynter med frosting/icing, ellers smelter det.

 

Sådan tilberedes frosting/icing til Hallevs limone cupcakes saltkaramel:

150 gr. blødgjort smør

400 gr. flormelis

1,5 tsk. vaniljesukker

2 spsk. minimælk

evt. 1 dråbe farve til fødevarer – Dr. Oetker laver også disse fødevarefarver. Andre kan bruges. Jeg har brugt rød farve.

 

 

Alle ingredienser blandes. Gør det nænsomt ved at vende ingredienserne sammen.

Sprøjt frostingen/icingen/massen på kagen med en sprøjtepose med tyller, som det hedder, dem du skal sætte forenden af posen, alternativt bagepapir rullet til et “kræmmerhus” med et hul, så massen kan komme ud.

 

Pynt med limeskal eller citronskal.

Vupti! – Tag en bid og smag!

Velbekommen!

Dr. Oetkers historie

 

Paranødder og parringsleg kan ende katastrofalt!

Paranødder og parringsleg kan ende katastrofalt!

Det lyder som en joke!

Mine børn vil sikkert sige: Ej, mor, det kan du altså ikke skrive om! – Men jo, det kan jeg altså 😉

Nødder hører ofte julen til og helst de blandede nødder, så nøddeknækkeren kan komme i brug og vi kan smage forskellige slags.

Mandler finder du sjældent i disse poser, ligesom paranødder, for de har ingen skal, når de havner i poserne. Just sayin´.

Faktisk er mandler slet ikke en nød, men en stenfrugts frø. Ja, ja, så blev vi så kloge. Det ved du sikkert allerede.

Egentlig vil jeg skrive om paranødder, fordi der dukkede en artikel op om, at der i et tilfælde af spisning af paranødder og efterfølgende dyrkning af sex, viste sig en allergisk reaktion hos kvinden. Det vil sige, at, hvis din partner er en mand og han spiser paranødder og kvinden er allergisk overfor paranødder og I derefter dyrker sex, så kan kvinden få en allergisk reaktion i de nedre regioner af sæden! Det kan jo være livstruende!

– Anafylaktisk shock er ikke sådan at spøge med. Dem har vi ca. 150 af om året, dog mest insektstik, andre fødevarer og medicin. Ingen paranøddeallergi, så vidt jeg kan finde.

Det er altså speciel læsning og virker til at være langt ude, men det står der. I dag fik jeg endda bekræftet det via et engelsk program på BBC, hvor der blev fortalt denne viden om paranødder.

DET må jeg videreformidle, tænkte jeg. Hermed gjort.

Foto af den specielle Orkidé

Ret interessant er det også, at paranødder kun kan blive til, hvis der en speciel orkidé i området, som tiltrækker en bestemt type bier, der også bestøver paranøddernes blomster, Coryanthes vasquezii. Det er virkelig en proces der vil noget, indtil paranødderne havner på hylderne i supermarkedet og du køber dem, for at nyde dem til jul.

Paranøddernes skal ligner nærmest en kokosnøds skal og så er det slet ikke en nød, men, som mandlen, et frø. På engelsk hedder paranødder Brazilian Nuts. Jeg behøver ikke beskrive, hvor træerne vokser, nemlig i Sydamerika, men for, at der skal komme frugt, så skal det også være vildtvoksende træer. Vi kan altså ikke bare avle derudad, som mennesket ofte gør, for at få flere varer på hylderne. Den proces styrer træet suverænt selv.

Sådan ser Brazilian Nuts ud

Et lille resumé: Paranødderne er altså helt unikke, endda måske også exclusive. De har lang vej fra Sydamerika til Danmark. Blomsterne skal bestøves af en bi, som tiltrækkes af en bestemt orkidétype og så kan du få en allergisk reaktion, hvis du er allergisk overfor nødder og dyrker sex med en, som har spist paranødder!

Paranødder og parringsleg kan ende katastrofalt!

Link til artiklen finder du her:

Sex og nøddeallergi

Heldigvis er det et meget sjældent fænomen, så spis blot masser af nødder her i julen, hvis du altså ikke er allergisk.

<3 Mormor på farten

Det er interessant, at misteltenen slet ikke har noget med jul at gøre!

Det er interessant, at misteltenen slet ikke har noget med jul at gøre!

For nogle somre siden vrimlede det med mistelten som snyltere på træerne langs vejene ind mod Paris. – Det var nu ganske fascinerende! – Og nu sidder jeg med den obligatoriske mistelten foran mig. Har bundet et smukt bånd omkring og der erDet er interessant, at misteltenen slet ikke har noget med jul at gøre få skridt hen til døråbningen, hvor jeg egentlig har tænkt mig, at den skal hænge…Som den altid plejer i denne tid, for tænk, hvis der skulle komme en mand springende, sådan helt uden videre, stille sig under misteltenen og lokke med et kys! Mmmm…

Det dér med symbolet på frugtbarhed kan jeg ikke helt indfrie, der er min tid forbi, men der er jo også andre, der kan stille sig under misteltenen, når de er på besøg.

Det er interessant, at misteltenen slet ikke har noget med jul at gøre!

Det er formentlig bare fordi bærrene er så flotte om vinteren og det er bærerne, der skaber frugtbarhed og lykke.

Eller…Julen er, for de fleste, en kærlig tid, og går vi tilbage til de Nordiske Guder, så var også Frigg, symboliseret ved misteltenen, engang kærlighedsgudinde, ligesom Freja, hvis vi skal tro de mange skriv rundt omkring, selvom de levede i hver deres gudeslægter…

Jeg skal ikke gøre mig klog på de Nordiske guder, for det er ikke dér min store passion har ligget og i Sverige, hvor jeg gik i skole, der lærte vi slet ikke om de Nordiske guder, så jeg vil ikke forvilde mig ud i det.

Druiderne anvendte kristtjørn og mistelten som symboler på et evigt liv. De levede ca. 50 år f.Kr. Skal jeg bedst beskrive druiderne, så skal I se Asterix, hvis I gerne vil se, hvordan de var klædt, sådan som man nu har forestillet sig det. Druidetitlen finder du også hos nogle frimurergrupper og min svigerfar, for mange mange år siden, som var Frimurer, han fortalte kort om druidetitlen. Det er en helt anden historie, så lad os komme tilbage til Misteltenen.

Mange spørgsmål til denne tradition, som kun er 20-30 år gammel eller sådan ca. Fra USA og England i nyere tid.

De mistelten, som vi hænger op efter vi har købt dem, er skåret flere uger før, så bærene har det ikke alt for godt, derfor kan du heller ikke pode dem i din have, hvis du har en sådan, på et træ, i en “armhule” – Der skal du have fat i helt friske bær og gerne flere, da kun ca. 30% udvikles og sætter sig fast og danner en ny mistelten.

En skøn gæst fra en af mine ture fra Polarcirklen, var botaniker. Han fortalte alenlange historier om blomster, udvikling, arter og træer, som gjorde den lange tur op igennem Finland til et eventyr. Selvom der stort set kun var grantræer, som vi så dem. Han så ikke kun grantræer. Han så smukke vinglede, majestætiske og forskellige træer og vi fik fortalt om 9 sorter grantræer på vejen og sådan kunne han også fortælle om misteltenen og hvordan man dyrker den i egen have.

Kig på nogle af de mange havesider, hvis du vil have mistelten i haven. Én ting er sikkert! – Når du først har den, så kommer du ikke af med den igen.

Lykke i baghaven til evig tid er vel heller ikke så ringe endda.

Jeg vil hænge misteltenen op i døråbningen i den søde juletid og lade gæsterne kysse. Hvem ved…Måske er der en dag en gæst med, som jeg ikke havde forventet, der stiller sig under misteltenen til et kys.

Det kan tænkes, at jeg skal hænge en op til foråret i stedet. Ja, hvorfor ikk´?

❤️

Fandt lige Kaceys side med en hjemmelavet mistelten, hvis du er den kreative type.

Hjemmelavet Mistelten

Besøg hos Kunstner Per Hillo – Hvad hjertet er fuldt af.

Besøg hos Kunstner Per Hillo – Hvad hjertet er fuldt af.

2008 eller ca. deromkring fik jeg øje på Kunstneren Per Hillo. Facebook har allerede været i gang længe. Jeg havde i 2008 haft profil i et halvt års tid.

2007 er Den Amerikanske Ambassadør James Cain på besøg i Køge, hvor han vil møde min datter, Cecilie, som er træner for et fodboldhold. Det er stort. Jeg er en stolt mor. Min datter er stolt og vi møder Familien Cain flere gange og har stadig kontakt med dem via Facebook.

En af de gange, hvor vi var på besøg i Rydhave, Ambassadørboligen i Skovshoved, var Remee til stede. Jeg hilste kort på ham og mange andre kendte til sammenkomsten og der skulle gå 2 år, før jeg hilste kort på ham igen. Denne gang på hans natklub, Zen i København. Det har nok været i 2010. Anledningen var helt ekstraordinært en udstilling af Kunstneren Per Hillo. I natklubben.

Der stod han i egen høj person. Imødekommende og smilende tog han imod alle gæster, stillede op til fotografering og skålede.

Pers helt specielle kunst var nænsomt hængt op på væggene i natklubben. Det passede perfekt!

Sådan er forhistorien til interviewet hos Per Hillo i hans Galleri i Valby. Det er kun en måned siden, at jeg var på besøg. Denne gang var det ikke for at lytte til foredrag i hans Galleri, som flere gange før, men for at høre lidt om Per og om, hvordan han startede sin karriere udi kunstens frembringende virkelighed.

Som altid er Galleriet i Spinderigade 4 i Valby indbydende. De nye kunsttørklæder pynter vinduet på venstre side og til højre hænger der nye Per Hillo kunstværker. Helt nede forenden af lokalet ser jeg en rød skydeskive. Den må jeg kigge nærmere på. Per er på vej fra et andet sted, så jeg taler lidt med hans assistent, som er blevet farmor samme dag og tager lidt billeder i Galleriet.

Den røde skydeskive er et kunstprojekt for bl.a. afstressning. Nedenfor ligger der adskillige stykker porcelænsstykker og der ligger hele porcelænsskåle og tallerkner klar. Klar til at smide, kaste, ramme, afstresse og lære sig selv at kende på få minutter, i hvert fald på nogle områder. Sikken en AHA-oplevelse, for pludselig blev jeg enormt selvkritisk, fordi jeg ikke kunne ramme i midten af skydeskiven og fortsatte selvfølgelig, som det menneske jeg er, med at forsøge, igen og igen!

Du kan se kasteriet her: Kunstprojekt Per Hillo

Hvad hjertet er fuldt af
Hvad hjertet er fuldt af

Det er sikkert også et udmærket projekt, hvis man har en vred dag eller moment og kan komme af med vreden ved at kaste med porcelænet. Ikke dårligt. Ganske godt fundet på.

Per kommer ind. Glad, smilende og imødekommende, som altid. Vi sætter os ved det lange bord inde til højre og så snakker vi lidt. Det bliver et meget afslappende interview. Jeg spørger Per om, hvornår han startede sin karriere som Kunstner og den startede nærmest ved et tilfælde for 17-18 år siden på psyk-afd. hvor Per fandt ro efter en hektisk periode i sit liv med alt for mange ja´er og alt for få nej´er.

Hold op, hvor er vi mange der kender til de udfordringer! Det er dog en helt anden historie.

Per begyndte at male for at fordybe sig og få ro og de allerførste malerier er i dag placeret rundt omkring hos familien. De første malerier var et mere abstrakt udtryk, i forhold til i dag, hvor Hillo har sine helt egne kendte penselstrøg.

Det var den perfekte timing, for lige præcis på det tidspunkt, hvor Per startede, blev det populært at hænge originalbilleder på væggene rundt omkring i de små hjem. Det blev en levevej næsten med det samme. Per blev jo på den måde autodidakt Kunstner og det skal vise sig, at det er en absolut force, for som han siger, så er han ikke hæmmet af en uddannelse. Han ved ikke, hvad han ikke må og det kan give en anden frihed, når han maler. Det skal endelig ikke misforstås, for Per har dyb respekt for uddannelser og uddannede kunstnere. De kan blot nogle andre ting, som de har lært fra bunden og sådan kan man lære på forskellig måde.

Denne dag, hvor jeg besøger Galleriet er dagen før, at Per skal male sammen med Majbritt Vingsøe. De skulle male til fordel for Støt brysterne og maleriet kunne vindes i en superpulje.

I det hele taget kan du finde Per Hillo ved adskillige arrangementer. Han støtter mangt og meget. Velgørenhed ligger dybt i hjertet hos Per. Han er hjælpsom og støtter også foredragsholdere, som har noget på hjertet. Sådan er det også blevet til, at jeg selv har fået mulighed for at holde foredrag i Galleriet den 7. December 2016. Tak ❤️

Tilbage til Kunsten og den største spændende udfordring, som Per har haft. Der er mange, siger han, da jeg spørger ham, men han nævner den absolutte og det var bronzeskulpturen, som virksomheden Frese A/S bad Per Hillo om at skabe, der skulle overrækkes til Hendes Majestæt Dronningen Margrethe i Slagelse, som også er Pers hjemby. Det var under Kulturnatten i 2010.

Per Hillo har pt. 3 gallerier, dette i Valby, et i Hellerup og det nyeste i Malmø.

Det er helt specielt at købe Hillo Kunst, for der er mulighed for at bytte maleriet ud, hvis man føler for det. Et glimrende koncept, som flere benytter sig af.

De kendte har også glæde af Per Hillo Kunst, således har bl.a. Sharon Stone kunst hængende. For kort tid siden var jeg på besøg i et hjem, hvor der var adskillige kunstværker, endda en lampe prydet med Hillo-udtryk. Det var en Per Hillo-fan, tør jeg godt sige 🙂 . Der var genkendelig kunst i hele huset. Ja, sådan kan man tilfældigt møde mennesker, som har samme interesser.

Helt personligt kommer vi i interviewet ind på Pers livsfilosofier. Jeg spørger ham, om han har nogle gode råd til dem, som gerne vil male eller er på vej op fra en svær tid.

De gode råd fra Per er, at tage det som det kommer – Go with the flow – Vær god til at lytte til dig selv og vid, at det gode ved bekymringer er, at de aldrig bliver til andet….

Den lader vi lige stå et øjeblik….Der er mange, der kan nikke genkendende til disse udfordringer.

Per holder selv foredrag om tiden, hvor det var sværest. Om, hvor mange tæsk man kan kan få i livet og få det godt igen. Hold øje med, hvornår på hans website og grupper på Facebook.

Per Hillo – website

Per Hillo – Facebook

Og sidst, men ikke mindst, så er du altid velkommen i Per Hillo Gallerierne og til foredrag rundt omkring i landet.

Tak for interview og kunstoplevelse!

❤️

Den lille smalle på den fede måde

Den lille smalle på den fede måde.

For et stykke tid siden var jeg på besøg hos min søn og svigerdatter, som bor i Odense. Et skønt sted lidt udenfor byen. Landligt og samtidigt med byliv, busser og kulturelle oplevelser i massevis!

På vej hjem til København tog jeg en tur ind i Odense for at hilse lidt på byen, H.C. Andersen og for at få lidt morgenmad. Det blev til en lille gåtur på strøgene, hen til Turistinformationen, ud på Rådhustorvet…Flakhaven hedder det vidst, ned i den smukke have, forbi klosteret og tilbage igen, pænt følgende nogle af alle de mange fodspor rundt i byen.

Fodspor i Odense til den lille smalle
Fodspor i Odense til den lille smalle

Lige overfor Turistinformationen på Vestergade ligger der en kaffebar i nummer 5. Det ser ret hyggeligt ud. Det ser også lidt nyt ud. Lyng på bordene. Et tæppe hængende henover stolene, hvis nu, at vejret viser sig fra sin mere kedelige side. Der er tænkt på det hele. En mor sidder med en kop kaffe, barnet i klapvognen ved siden af. De hygger. Det er der ingen tvivl om. Det er dejligt vejr. Solen varmer. Det kalder på solskinsdrik og noget mere robust, som en bolle eller noget og så noget kaffe, selvfølgelig kaffe! Af den bedste slags!

Når jeg er ude i verden og skal drikke kaffe, så er det espresso! Jeg kan godt li´den stærke smag og så fylder det så meget i smagen, at man kun behøver en af dem. Det dér med at drikke cafffe latte er jeg stoppet med. Det fylder alt for meget i maven med alt det mælk og så kan man drikke flere af dem. Det tager sulten. Næe, en espresso er som at være på ferie. Der er noget eksotisk over det også. Er det ikke rigtigt!?

Den lille smalle hedder kaffebaren, som også er Smoothie- og juicebar.

Jeg går ind i kaffebaren og bestiller en espresso, en slowjuice med bl.a. appelsin og ingefær og en bolle med smør og ost. Det trænger jeg til! 

Der går kort tid. Der smiles og der er ro på, trods den korte tid og så er min morgenmad klar. Jeg får den serveret udenfor og mens jeg sidder og ordner mine fotos, så kommer der en serveringsdame ud eller hvad sådan noget hedder. Hun er på vej til pause, tror jeg. Jeg stopper hende lige, præsenterer mig og spørger lidt ind til “Den lille smalle”.

Ejer Maria Andersen den lille smalle
Ejer Maria Andersen den lille smalle

Serveringsdamen er ejeren selv, Maria Andersen. Hun fortæller, at hun har haft kaffebaren siden starten af 2016, så den er helt ny. Det er jeg glad for, for jeg vil gerne give et skub, hvis jeg kan med lidt reklame til dem, som er nystartede og iværksættere, uden at de skal have pungen op af lommen. Det kan blive dyrt nok i starten med PR, inventar og alt det andet, som hører sig til.

Det har ikke været helt nemt at komme i gang, fordi mennesker skal vænne sig til nye ting og oplevelser, men Maria synes, at det går godt fremad. De har valgt at samarbejde med Trendbazaar in a bag, som ligger lige dør om dør. Det er et ret godt koncept, fordi man som gæst og kunde får flere fine oplevelser og masser af inspiration til sin egen bolig, blot ved at gå ind på kaffebaren. Indretningen kommer nemlig inde fra Trendbazaar.

Da jeg spørger Maria, hvad der adskiller Kaffebaren fra andre af samme slags, så er det, udover det smarte indretningskoncept, høj kvalitet og service. De bruger de bedste kvaliteter kaffe og så har jeg lige læst på deres Facebookside, at de kører det hele økologisk. Det er den lille smalle på den fede måde, synes jeg, for vil man virkelig gerne bare forsøge at leve nogenlunde sundt, så får man det altså bedre på samvittigheden ved at ty til noget økologisk. Det synes jeg!

Læs mere her i fra ugeavisen: Den lille smalle

Facebook gruppen finder du her: Den lille smalle / Facebook

Hvis man ikke har lyst til at gå turen rundt i fodsporene eller måske bare vil have en køretur rundt i byen, så er det oplagt at tage en tur med Citybussen. Den holder nede ved Banegården og turen tager ca. 26 minutter ifølge chaufføren. Det er ok, men også kun ok. Der er rigtigt dårligt udsyn fra bussen, fordi den er plastret til med reklamer. Det vil sige, at man indimellem skal gætte sig til, hvad man kører forbi og så bør man forsøge at huske de forskellige veje istedet og så smutte tilbage, hvis der er noget du meget gerne vil opleve igen. Et godt råd: Sæt dig så lagt oppe foran du kan eller stil dig nede bagved i bussen, hvor der ikke er reklamer på vinduerne, så kan du følge lidt med i det hele. Det er en ommer med de Citybusser. Mindre reklame på dem! Til gengæld er den gratis!

Et lille klip her fra den spæde start inden bussen kører.

Citybus i Odense

 

Tak for oplevelsen!

 

Gebisser der krydser min vej

Gebisser der krydser min vej

har jeg valgt at skrive om i denne blog. Det skal også være lidt sjovt, selvom det kan gøre ondt at have en kindtand, som synes, at den gerne vil knække, hvornår det skal være. Sådan har den nu været længe, så bekymringen er ikke så stor.

I takt med at jeg blev mindet om det, så kom jeg til at tænke på en historie fra min tid som rejseleder. Jeg ved, at denne historie, som er autentisk, florerer blandt chauffører og rejseledere i dag og den er vist blevet til fem høns efterhånden, men den stammer altså fra 2014, fra en tur til Prag med glade gæster, hvor Alfred på 81 år var med. Der kan nok være andre lignende historier, som I har oplevet, men altså denne om Alfred er den sande, som oplevet i Prag.

Alfred, 81 år. Jydsk landmand med et godt tække på damerne, også i bussen som førte os til Prag. Ca. 175 cm høj og almindelig af bygning. Han har sine cowboybukser på, praktiske sko til gåture, blå skjorte med korte ærmer og sine seler på, som følger ham i tykt og tyndt. Hans ansigt ser rart ud. Det var han! Tidens tand har sat sine spor og han har det her lille skæve smil, næsten ligesom Elvis, som kvinderne er ganske glade for. DET smil er næsten hans identitet. Hele hans liv ligger i smilet, men ikke denne dag, hvor vi skal gå byrundtur i Prag.

Vi bliver sat af bussen ved Wenzels Plads. Nogle kalder den Vaclavspladsen. Lige ved den store rytterstatue af den Hellige Vaclav, som er Tjekkiets skytshelgen, Nationalhelgen. Den lange og brede boulevard er vores første besøg på turen og jeg går med Alfred i hælene. Han hører ikke så godt, så alle dem der har dette handicap og de dårligt gående får altid en plads lige bagved mig, så de bedre kan høre, hvad jeg fortæller og kan følge med. Alfred smiler ikke i dag. Han virker lidt bekymret. 

Vi går ned ad boulevarden. Den livlige boulevard om aftenen og i Prags natteliv med alskens typer mennesker, casinoaktivitet og historie. Her, hvor Tjekkiets selvstændighed blev udråbt i 1918. Anden verdenskrigs afslutning blev proklameret her. Fløjsrevolutionen mod det kommunistiske styre begyndte også her i 1989 og mange andre historiske begivenheder. Julemarkeder i nutiden må jeg huske at fortælle. Om dagen butiksliv, det moderne Prag og altså masser af turistgrupper, som vil høre om tiden der var og nutidens muligheder.

Vi stopper flere gange på vejen, hvor jeg fortæller og vi kommer til Grand Hotel Europa på højre side, som var dér, hvor Franz Kafka læste op af sine nye værker til forfattermøder blandt de jødiske tysktalende. Hver gang vi stopper op, så kigger Alfred sig bagud. Indimellem kigger han rundt på jorden, som om han leder efter noget. Jeg spørger ham, om han er ok og det svarer han “ja” til, så jeg fortsætter gåturen.

Vi går forbi Sporvognscaféen, fortsætter over til højre, forbi de store varehuse. Nedad gågaden og ankommer til Republikpladsen, hvor jeg selvfølgelig fortæller om både Folkets hus, som huser Prags Symfoniorkester, Krudttårnet og landets største Shoppingcenter, Palladium. Alfred har begge hænder i sine lommer. Han fryser ikke, men jeg ved, at der er noget galt, for det tyder på noget usagt. Nogle af de andre gæster har også observeret, at Alfred er lidt stille, så de holder lidt øje med ham. En dame forsøger at flirte lidt med Alfred. Ja, ja, han er attraktiv! Det får hun ikke rigtig noget ud af og ikke en gang et smil kommer der. Alfred kigger ned, nærmest lidt flov ser han ud. 

Vores tur fortsætter af kringlede gågader med de obligatoriske marionetdukker (loutka-dukker) hængende foran flere butikker, forbi Tyn kirken, (Tycho Brahes kirke) og slutter på Rådhuspladsen med Jan Hus monumentet, Rådhuset med det astronomiske ur og en tiltrængt café, hvor vi kan få noget koldt og en kop kaffe, inden vi skal videre. Der er god tid. Et par timer.

Alfred sætter sig på restauranten lige foran Tyn kirken med udsigt udover det skønne leben på den gamle rådhusplads. Jeg spørger om jeg må sætte mig ved siden af ham og han nikker.

Vi bestiller kaffe og nu synes jeg, at tiden er kommet til at spørge Alfred, hvad der er galt, siden han er så trist. Alfred siger ikke noget, men peger på sin mund og siger:

“Prøv lige at kigge her, du!”

Alfred åbner munden og jeg kigger ind. Han peger ind og forsøger at sige noget med åben mund. Det lykkes ikke helt for ham at fortælle mig, hvad det drejer sig om og jeg kan ikke se noget, sådan umiddelbart, som virker mistænksomt. Min tanke er, at han har ondt, men det tyder det ikke på.

“Hvad er det jeg skal se, Alfred?”

Jeg sætter mig lidt tilbage i stolen og tager en slurk af kaffen, mens jeg venter på, at han svarer.

“For fanden, da!”, siger han helt frustreret. “Kan du ikke se, at der mangler noget?”

“Jeg kan se, at du ikke smiler i dag, Alfred”, siger jeg med et skævt smil, sådan lidt tilbageholdende. Så kigger jeg igen ind i hans mund, som nu står på vid gab. Jeg tænker, hvad ER det dog jeg skal se her?

Alfred lukker munden, ryster lidt på hovedet af min uvidenhed og så siger han: “Den er sg helt gal!” – “Kan du ikke se, at jeg har tabt mit gebis?” NU ser jeg det!

“Hold fast, Alfred! – Det har du da også! Hvor er det henne? Har du tabt det på vejen?”

“Det ved jeg sg ikke! Jeg kan ikke huske det!” Han griner nu og jeg griner også, så tårerne triller.

Man kan sg da ikke tabe et gebis! – Vi drikker kaffen og går samme vej tilbage, hvor vi kom fra, for at se, om vi kunne finde gebisset. Alfred var jo allerede bekymret i starten af turen, så vi bliver enige om, at de nok er tabt i bussen. Her gik han så, charmøren med Elvis-smilet, uden tænder!

Heldigvis så havde han ikke tabt tænderne. Da vi kom ind på hans hotelværelse, så lå de pænt og grinede ved kanten af hovedpuden. Mon ikke stuepigen havde lagt dem dér. Hun må have fået et chok da hun så gebisset.

Ja, sådan er historien om Alfred og en af de historier om gebisser der krydser min vej.

 

H.C. Andersens gebis
H.C. Andersens gebis – Gebisser krydser min vej.

Den næste historie bliver knap så lang, men når nu vi er ved gebisser, så fandt jeg disse her. H.C. Andersen havde en overmund, som er udstillet i hans fødehus, museet i Odense. Allerede som 22-årig tabte H.C. Andersen sin første voksentand. Det var ret almindelig på den tid, at man allerede i konfirmationsalderen havde gebis på listen over gaver. Den tid er i 1800-tallet, hvor han blev født (2. april 1805 til 4. august 1875).

H.C. Andersen led frygteligt af dårlige tænder og det har han da også skrevet om sin historie “Tante Tandpine”.

Man har haft falske tænder i 1000´er af år. De har været lavet af meget forskelligt gennem tiden, bl.a. dyretænder og mennesketænder, som man fæstede til et bånd af guld  ( Historienet ). I japan lavede man gebisser af træ. Det har nok ikke fungeret særligt godt – HA!

George Washington havde også gebis. De blev bl.a. lavet af tænder fra heste og flodheste og var sat med fjedre. ( Historienet ) . I dag der laver man tænderne af acryl, plastik og porcelæn.

Det med smilet og gebisset var der en dame der en gang ofrede 20.000 kr. på af sine lommepenge. Hun købte den franske skuespillers, Maurice Chevalier, gebis fordi hun ville bevaret mindet om hans smil!

Ja, sådan er der gebisser der krydser min vej!

Tak for oplevelsen!

Du er smukkest, når du smiler! 🙂

Vil du se lidt af mit besøg fra H.C. Andersens Hus, fra museet, så er der en video her. Man ser perioden fra 1805-1875 i starten og kommer så ind i selve hans fødehus. Ja, det hedder det.

Jeg går turen rundt, skriver i gæstebogen og fortæller lidt undervejs. Da vi er på museum, så sker der jo det, at man ikke taler så højt, så du må skrue lidt op for lyden, hvis du vil høre, hvad jeg fortæller. Der er lidt om det jeg ser.

God fornøjelse! Link til video her: H.C. Andersens Hus