Mit Græske Eventyr.

Mit Græske eventyr.

For år tilbage – i 2007 –  var jeg sammen med min veninde gennem nu 37 år på charterrejse til Rhodos, som er en af de større græske øer med et areal på 1400 km². Øen Rhodos er en af øerne i Dodekaneserne. Denne perle ligger i det Ægæiske Hav, som er en del af middelhavet.

Sådan starter et indlæg fra Fru Sauterne, som har skrevet til Mormor på farten.

Det er fra skønne Rhodos og måske er vi heldige, at der kommer mere derfra. Vi får se.

Mange, mange tak! – Det er en fornøjelse at læse din hilsen fra Rhodos! – Fru Sauterne fortsætter sådan her:

Vi var begge ansat i krævende og stressende jobs, og vi valgte destinationen ud fra pengepung og varmen. Samt det faktum at det var et hotel uden børnepool, og at det lå midt i byen med et væld af restauranter og cocktailbarer lige i nærheden – altså en rigtig single tøsetur 😀

Året efter vendte vi tilbage – samme hotel – for så var vi fri for at genopdage nærområdet.

På grund af stress og pressede hverdage sprang vi et år over. Men rejste atter til Solens Ø i 2010. Dog på et andet hotel denne gang. Derefter flytttede min veninde sammen med sin nye kæreste….. og så var det ligesom slut med tøseferier 😉

Jeg følte, at jeg bare måtte til Rhodos igen. Så jeg rejste alene – og det var aldeles anderledes og pragtfuldt. Jeg begyndte at få græske bekendte og jeg nød roen, varmen, de smukke farver og fremm for alt atmosfæren i det græske.

Desværre sagde min krop og psyke STOP!  Jeg bragede med 250 km/t ind ii den mur der hedder STRESS.

I de efterfølgende år var jeg sygemeldt, ledig og i jobtræning, for så for alvor at blive syg af min stress og nu depression og flere fysiske følgesygdomme.

Alt dette resulterede så til sidst i en førtidspension sidst i 2012.

Jeg rejste stadig alene – JA – naturligvis til Rhodos :D. Men nu 2 gange om året, og mine ophold blev øget til først 2 uger – så 3 og 4 uger pr. rejse.

Men det var bare som om jeg aldrig helt blev mæt….

Pludselig hørte jeg mig selv sige en dag, hvor der ankom et nyt hold turister till hotellet :” ÅHHH.. NEJ – ikke flere turister!”

Og det gik pludselig op for mig, at jeg ikke mere følte mig som turist, men mere som gæst på den Ø og i den by hvortil jeg har tabt mit hjerte .

Jeg begyndte at forhøre mig hos mine græske venner, om de kendte et lille studio som jeg kunne langtidsleje.

Tilfældigheder bragte mig sammen med en norsk kvinde, som boede til leje på helårsbasis og hun vidste at der blev en lille lejlighed ledig i den bygning hun boede halvdelen af året.

Således kunne jeg 1. september 2015 flytte ind i min egen lille feriebolig lige i det kvarter i den By og på den Ø jeg elsker allermest.

Mit Graeske eventyr

Jeg opholder mig nu lidt under halvdelen af året i mit Paradis nu – og det er den bedste medicin for den sygdom jeg dagligt lever med – for nissen flytter med.

Men her er RO – slowliving – glade mennesker – dejlig mad og kun 100 meter til det smukkeste hav. De smukkeste blomster, en knaldblå himmel og ca 300 solskinsdage om året.

Men jeg  må tilstå, at havde jeg været adgangskontrollør på Noas Ark, havde kæmpe græshopper på over 5 cm og ditto kakkelakker IKKE fået adgang ombord 😉

Min hverdag er her ganske almindelig med madlavning, vasketøj, indkøb og lidt rengøring. Jeg går lange ture både inde i byen og ved havet.

Jeg samler sten, skaller og drivtømmer og laver diverse kreative kreationer primært til mit eget hjem, men ellers som gaver til venner her.

Men vigtigst af alt er, at jeg her får lidt af den indre ro jeg har behov for – så jeg blandt andet kan læse bøger.

Rhodos har en fantastisk historie og befolkningen fortæller gerne og længe om historien og de græske guder.

Det er et stolt folk med enorm hjertevarme og gæstfrihed.  Men man kan godt mærke, at den græske økonomiske krise har ramt de enkelte familier eget hårdt. Mange unge er uden job og må bo hjemme hos deres forældre til de er langt oppe i 30’erne. Der er ikke råd til at stifte familie.

Hovedbeskæftigelsen her på øen er indenfor turisme og det betyder, at der intet arbejde er udenfor sæsonen. Og dermed ej heller nogen indkomst. Enkelte kan få en beskeden understøttelse i et par måneder om vinteren. Men mange kan ikke købe mad og fornødenheder til deres børn om vinteren. Her forsøger familie og venner at hjælpe så godt de nu kan.

Jeg kan på det varmeste anbefale at gæste denne pragtfulde perle i det græske Ø-hav . For mig blev det og er mit lille Paradis <3

Forfatter: Fru Sauterne – Fotos: Fru Sauterne

(Mormor på farten er bekendt med navn og adresse på forfatteren).

Rejsen til Santorini, hvor alle sanser bliver brugt.

Rejsen til Santorini.

For nogle år siden vandt jeg en rejse. Hvis du overvejer at tage til Santorini i Grækenland, så kan du måske få lidt inspiration i min lille rejsebeskrivelse her, som blev skrevet, efter jeg havde vundet turen i en konkurrence.

Det er 1. September.Kl. er 03.30. Duggen er så småt ved at indfinde sig på de stadigt grønne løv her på grænsen til efterårets begyndelse. Mens vi taler, Tom, min ven og jeg, syner den varme ånde i den danske kølige nat. Talen er om rejsen til Santorini. Den rejse, jeg vandt.

Jeg drømmer mig hen i varmen mens jeg tager trøjen på. Lyden af en bil høres langt væk og kommer nærmere. Den bil, der skal køre mig i lufthavnen, hvor flyet skal føre mig til en uforglemmelig tur til den smukke græske ø, Santorini. Til varmen, de hvidkalkede klippehuse, æsler, små græske taverner og ikke at forglemme oplevelser – At leve er at opleve – mit motto. Og det er oplevelserne, der gør enhver rejse uforglemmelig, tilføjet af mentale og fysiske fotos, der gør rejsen mulig at blive oplevet igen og igen.

Flyveturen tager normalt 3,5 timer, men denne tur skal vare lidt længere, da vi mellemlander i Kavalla. 1 times flyvning fra Santorini. Her venter vi i en lilleput-lufthavn i en time. Det er varmt. 38 grader i skyggen og det føles lige så varmt indendørs. Tiden går med at studere de andre rejsende, drikke vand og mærke den indre boblende glæde ved snart at være på destinationen – som det jo hedder i fagsprog.

Nedflyvningen til Monolithos, lufthavnsbyen på Santorini, er startet. Øen er ganske lille, blot ca. 96 km2. Alligevel syner den stor oppe fra flyvemaskinen. Santorini er en vulkanø og det ses tydeligt på de sorte og røde parallelle striber af sten og lava, som er blevet skabt af vulkanudbrudene gennem tiderne. Foroven ses byerne med de hvidkalkede huse, tæt bygget også nedad skråningen mod Kalderaen, som er en slags havbugt, afgrænset af øerne Therasia og Aspronisi. Æselstien – som den kaldes – med de 596 trin, ses også tydeligt fra det lille vindue i flyvemaskinen. Den går oppe fra hovedstaden Fira´ og ned til den gamle havn, Athinio´s.

Den højeste ”top” på Santorini, Profitis Ilias, højde 556 m, strækker sig op som en flad, brun sukkertop tæt på lufthavnen. Jeg beslutter mig til at denne ”top” skal ”bestiges” en af dagene.

Flyet er landet. Passagererne klapper. Det er mig uforståeligt hvorfor, men det hører sig vel til, selvom det er hans job, men hvem ved, måske er det pilotens første tur, så har han nok brug for et klap. Det må været et levn fra tiderne, da turene gik til Mallorca, tilbage i 1957.

Varmen når mig med orkanfart, da jeg stiger ud af flyveren. Endelig på ferie i det græske øhav! En hel uge venter forude med alverdens oplevelser. Den obligatoriske venten i lufthavnen afløses af videre kørsel med bus til det lille hotel midt i Kamari. 100 meter fra den lavafarvede strand og 200 meter fra ”toppen”, som kun står og venter på at blive ”besteget” af en oplevelseshungrende turist fra Danmark.

Hotellet er hvidt med blågrønne trædører. Der er en lille have med smukke blomster i lilla og hvide farver. En sti går igennem haven pænt afgrænset med lavasten og grus. Figentræer rammer haven fint ind og beboerne under det ene træ, 1 kattemor og hendes legende killinger, nyder skyggen i den bagende varme. Der er hedebølge. Temperaturen er 42 grader i skyggen og jeg udsætter allerede ”bestigningen” af ”toppen” et par dage til vejret bliver lidt ”koldere”. Den rare og gæstfrie pige, Christine, der tager imod mig på hotellet fortæller, at vejret forandrer sig onsdag. I dag er det mandag. Jeg finder mit hotelværelse, pakker ikke ud, men beslutter mig for at gå ned til strandpromenaden.

Et lille stykke nede af gaden, hvor hotellet ligger, dukker den første taverna op. Duften fra det græske køkken ses næsten i luften og finder vej til min næse. Uhm, tænker jeg. Smagen af Gyros, Keftedes, Thatziki og andre græske specialiteter får min mave til at rumle og munden til at løbe i vand. Findes det bedre?

Theodorakis´ musik finder vej til øret. Det smukkeste syn viser sig for mine øjne, da jeg ser det dybblå vand bølge mod stranden og store rød-sorte klipper som gør sig bemærkede midt i vandet et stykke ude. Alle sanser bliver brugt. Min 6. sans siger mig, at jeg om lidt når til en souvenirbutik…Ganske rigtigt…Overtroisk eller ej…Det passede! Det var jo nok mere logik end klarsyn! Hele strandpromenaden er e´t stort købe- og spisecenter. Taverner ligger dør om dør med ternede duge og træstole, fisk på is, som skal friste smagsløgene og mørklødede tjenere, der står på spring for at byde turisterne velkomne indenfor til netop deres taverna…

santo1 santo2

Udsigt fra Fira
Udsigt fra Fira, Santorini
Damen på 105 år, som jeg mødte på min vej
Damen på 105 år, som jeg mødte på min vej

Som det sikkert kan ses og læses, oplevede jeg ferien meget intenst. Det var en rigtig dejlig ferie og jeg formåede da at ”bestige” toppen i 37 graders varme. Ride på æsler op ad Æselstien. Se den smukkeste solnedgang i byen Oia. Køre øen tynd med de lokale busser og besøge en 105-årig dame, som stadig var i fuld vigør. Hende mødte jeg på min vej mens jeg vandrede rundt imellem byerne. Ruiner og udgravninger blev besøgt. Strand- og poolbesøg selvfølgelig også. Krydret med masser af dejlig græsk mad, musik, sol og sommer. En uforglemmelig oplevelse, som jeg ydmygt takker for!