Hallevs limone cupcakes saltkaramel

Hallevs limone cupcakes saltkaramel…

hedder mine cupcakes.

Kollegaer skal forkæles og gerne med bagværk!

Indimellem så sker det, at jeg får en idé og denne gang blev det til cupcakes. Idéen kom egentlig efter en tur ned igennem Tyskland, forbi Bielefeld, hvor der ud til motorvejen står det letgenkendelige “Dr. Oetker” på en husmur.

Dette er ingen reklame for Dr. Oetker. De ved slet ikke, at jeg har brugt deres produkter i denne opskrift, men jeg faldt over “tuberne” med Muffin Center, som de kalder det, i et supermarked; saltet karamel, som er lige til at fylde cupcakes med, så der, efter første bid af kagen, strømmer det skønneste karamel ud med et snert af salt. Det er lidt utraditionelt og det må mine cupcakes også godt være. For at give dem et ekstra pift, ophæve smagen af det søde og salte, så blev det til lidt bittert og syrligt, som i lemon og citroner. Deraf navnet:

Hallevs limone cupcakes saltkaramel.

Limone er også et skønt sted ved Gardasøen, men det er en helt anden historie.

Køb  Muffincenter Salt karamel og “ätbara muffinsformar”, som er muffinforme, der kan spises. – Jeg købte lyserøde. De kan fåes i flere farver. Almindelige muffinforme kan selvfølgelig også bruges, men så må du tage dem af inden du sætter tænderne i kagen 🙂

Tag smørret ud af køleskabet, så det ikke er så hårdt. Det skal bruges til frosting/icing.

Se tilberedning nederst.

Hallevs limone cupcakes saltkaramel 24 stk.:

Kagedej:

600 gr. mel

300 gr. sukker

3 tsk. bagepulver

2 tsk. vaniljesukker

1/2 tsk. Himalayasalt

Skal af en halv citron og skal af en halv lemon og saft fra begge halve. – (Vask dem grundigt)

Gem nogle af “skallerne” til pynt.

3 æg

5 dl. minimælk

1, 5 dl. olie – raspolie er fint

Ovn: 185 gr. Varmluft eller 200 gr. alm. ovn. Bages i 20-25 minutter midt i ovnen.

Start med de tørre ingredienser i bunden af skålen og tilsæt derefter resten.

Dejen røres sammen og du vil genkende dejen som en sandkagedej i konsistens.

Hæld dejen i muffinformene, ikke mere end 1/2 op, højst 3/4 op – Kagerne hæver i ovnen. Bag kagerne i 20-25 min, til de har en fin gylden overflade.

TIP! Stik evt. en strikkepind i. Hvis der sidder dej på, når du tager den op igen, så skal de have lidt mere.

Nu er det tid til fylde kagerne med saltkaramel og det gøres let ved at trykke lidt af massen ind i kagen oppefra. – Se mere på vejledningen på emballagen. Det er ganske let og ligetil.

Lad dem køle helt af, inden du pynter med frosting/icing, ellers smelter det.

 

Sådan tilberedes frosting/icing til Hallevs limone cupcakes saltkaramel:

150 gr. blødgjort smør

400 gr. flormelis

1,5 tsk. vaniljesukker

2 spsk. minimælk

evt. 1 dråbe farve til fødevarer – Dr. Oetker laver også disse fødevarefarver. Andre kan bruges. Jeg har brugt rød farve.

 

 

Alle ingredienser blandes. Gør det nænsomt ved at vende ingredienserne sammen.

Sprøjt frostingen/icingen/massen på kagen med en sprøjtepose med tyller, som det hedder, dem du skal sætte forenden af posen, alternativt bagepapir rullet til et “kræmmerhus” med et hul, så massen kan komme ud.

 

Pynt med limeskal eller citronskal.

Vupti! – Tag en bid og smag!

Velbekommen!

Dr. Oetkers historie

 

Paranødder og parringsleg kan ende katastrofalt!

Paranødder og parringsleg kan ende katastrofalt!

Det lyder som en joke!

Mine børn vil sikkert sige: Ej, mor, det kan du altså ikke skrive om! – Men jo, det kan jeg altså 😉

Nødder hører ofte julen til og helst de blandede nødder, så nøddeknækkeren kan komme i brug og vi kan smage forskellige slags.

Mandler finder du sjældent i disse poser, ligesom paranødder, for de har ingen skal, når de havner i poserne. Just sayin´.

Faktisk er mandler slet ikke en nød, men en stenfrugts frø. Ja, ja, så blev vi så kloge. Det ved du sikkert allerede.

Egentlig vil jeg skrive om paranødder, fordi der dukkede en artikel op om, at der i et tilfælde af spisning af paranødder og efterfølgende dyrkning af sex, viste sig en allergisk reaktion hos kvinden. Det vil sige, at, hvis din partner er en mand og han spiser paranødder og kvinden er allergisk overfor paranødder og I derefter dyrker sex, så kan kvinden få en allergisk reaktion i de nedre regioner af sæden! Det kan jo være livstruende!

– Anafylaktisk shock er ikke sådan at spøge med. Dem har vi ca. 150 af om året, dog mest insektstik, andre fødevarer og medicin. Ingen paranøddeallergi, så vidt jeg kan finde.

Det er altså speciel læsning og virker til at være langt ude, men det står der. I dag fik jeg endda bekræftet det via et engelsk program på BBC, hvor der blev fortalt denne viden om paranødder.

DET må jeg videreformidle, tænkte jeg. Hermed gjort.

Foto af den specielle Orkidé

Ret interessant er det også, at paranødder kun kan blive til, hvis der en speciel orkidé i området, som tiltrækker en bestemt type bier, der også bestøver paranøddernes blomster, Coryanthes vasquezii. Det er virkelig en proces der vil noget, indtil paranødderne havner på hylderne i supermarkedet og du køber dem, for at nyde dem til jul.

Paranøddernes skal ligner nærmest en kokosnøds skal og så er det slet ikke en nød, men, som mandlen, et frø. På engelsk hedder paranødder Brazilian Nuts. Jeg behøver ikke beskrive, hvor træerne vokser, nemlig i Sydamerika, men for, at der skal komme frugt, så skal det også være vildtvoksende træer. Vi kan altså ikke bare avle derudad, som mennesket ofte gør, for at få flere varer på hylderne. Den proces styrer træet suverænt selv.

Sådan ser Brazilian Nuts ud

Et lille resumé: Paranødderne er altså helt unikke, endda måske også exclusive. De har lang vej fra Sydamerika til Danmark. Blomsterne skal bestøves af en bi, som tiltrækkes af en bestemt orkidétype og så kan du få en allergisk reaktion, hvis du er allergisk overfor nødder og dyrker sex med en, som har spist paranødder!

Paranødder og parringsleg kan ende katastrofalt!

Link til artiklen finder du her:

Sex og nøddeallergi

Heldigvis er det et meget sjældent fænomen, så spis blot masser af nødder her i julen, hvis du altså ikke er allergisk.

<3 Mormor på farten

Hallevs svenske boller

Hallevs svenske boller

er nostalgi for mig og et flashback til min tid i Sverige!

Der findes utallige opskrifter på nettet på disse boller, både som vaniljbullar, svenska bullar o.s.v.

Jeg har lavet dem mange, mange gange, specielt til store arrangementer, hvor det er supernemt at  varme dem et minut i en microoven, så de er ligesom nybagt.

De originale svenske boller er med vanilje og masser af perlesukker som pynt, men jeg har eksperimenteret lidt og denne opskrift er jeg kommet frem til i mit eget køkken.

Der er en snert af kardemomme og kanel her til jul:

Hallevs svenske boller 25 stk.

Beregn ca. 1 time + hævetid.

Evt. kageforme

1/4 teske salt

25 gr. gær

75 gr. margerine eller smør

2 1/2 dl. mælk, letmælk kan bruges, ditto minimælk

1/2 dl. alm. sukker

500 gr. hvedemel

Fyld:

65 gr. margarine eller smør

1/2 dl. alm. sukker

2 spsk. vaniljesukker eller 1 Spsk. vanilje

1/2 teske kardemomme

1/2 teske kanel

Pensling:

1 æg

Pynt:

2-3 spsk. perlesukker eller rørsukker, som også kan bruges,

men skal vi holde os lidt til de originale, så er det perlesukker.

 

Sådan gør du:

  1. Smuldr gær i en skål
  2. Smelt fedstof. Tilsæt mælk. Det skal være fingervarmt. Tlsæt det gæren. Rør rundt.
  3. Tilsæt mel, sukker og salt til det er dej. Ælt det godt. Dejen skal være lind, ikke for tør.
  4. Sæt dejen til hævning i 30 minutter.
  5. Imens laves fyldet: Fedtstof røres blødt med sukker, vanilje, kardemomme og kanel.
  6. Bemærk at smøret til fyldet ikke skal smeltes, men tag det ud af køleskabet, så det kan blive blødt.
  7. Ælt dejen igennem efter hævning. Del den i 2, så er det lettere at arbejde med.
  8. Rul dejen ud ca. 20 x 50, tilpas stor, så du kan lægge den sammen 3 gange
  9. Smør halvdelen af fyldet på hver udrullede dej.
  10. Fold den i 2 lag, rul evt. igen og fold den i 3. lag og rul evt. igen.
  11. Skær dejen ud i 1 cm store strimler – De skal være ca 15 cm lange for at kunne snoes.
  12. Rul til snegle, først sno strimlen, derefter til en rund og op igennem, som til en knude.
  13. Efterhæv ca. 20 minutter og pensl med æg, strø med perlesukker eller rørsukker.
  14. Bag midt i ovnen på 225 grader i 10 min – alm. ovn – varmluft ca. 200 grader

 

De kan fryses og varmes i microovn.

hallevssvenskebollermormor

God fornøjelse med de svenske bullar!

 

Vil du forsøge dig med Hallevs saltsyltede citroner, så læs her:

Hallevs saltsyltede citroner

<3

Det er interessant, at misteltenen slet ikke har noget med jul at gøre!

Det er interessant, at misteltenen slet ikke har noget med jul at gøre!

For nogle somre siden vrimlede det med mistelten som snyltere på træerne langs vejene ind mod Paris. – Det var nu ganske fascinerende! – Og nu sidder jeg med den obligatoriske mistelten foran mig. Har bundet et smukt bånd omkring og der erDet er interessant, at misteltenen slet ikke har noget med jul at gøre få skridt hen til døråbningen, hvor jeg egentlig har tænkt mig, at den skal hænge…Som den altid plejer i denne tid, for tænk, hvis der skulle komme en mand springende, sådan helt uden videre, stille sig under misteltenen og lokke med et kys! Mmmm…

Det dér med symbolet på frugtbarhed kan jeg ikke helt indfrie, der er min tid forbi, men der er jo også andre, der kan stille sig under misteltenen, når de er på besøg.

Det er interessant, at misteltenen slet ikke har noget med jul at gøre!

Det er formentlig bare fordi bærrene er så flotte om vinteren og det er bærerne, der skaber frugtbarhed og lykke.

Eller…Julen er, for de fleste, en kærlig tid, og går vi tilbage til de Nordiske Guder, så var også Frigg, symboliseret ved misteltenen, engang kærlighedsgudinde, ligesom Freja, hvis vi skal tro de mange skriv rundt omkring, selvom de levede i hver deres gudeslægter…

Jeg skal ikke gøre mig klog på de Nordiske guder, for det er ikke dér min store passion har ligget og i Sverige, hvor jeg gik i skole, der lærte vi slet ikke om de Nordiske guder, så jeg vil ikke forvilde mig ud i det.

Druiderne anvendte kristtjørn og mistelten som symboler på et evigt liv. De levede ca. 50 år f.Kr. Skal jeg bedst beskrive druiderne, så skal I se Asterix, hvis I gerne vil se, hvordan de var klædt, sådan som man nu har forestillet sig det. Druidetitlen finder du også hos nogle frimurergrupper og min svigerfar, for mange mange år siden, som var Frimurer, han fortalte kort om druidetitlen. Det er en helt anden historie, så lad os komme tilbage til Misteltenen.

Mange spørgsmål til denne tradition, som kun er 20-30 år gammel eller sådan ca. Fra USA og England i nyere tid.

De mistelten, som vi hænger op efter vi har købt dem, er skåret flere uger før, så bærene har det ikke alt for godt, derfor kan du heller ikke pode dem i din have, hvis du har en sådan, på et træ, i en “armhule” – Der skal du have fat i helt friske bær og gerne flere, da kun ca. 30% udvikles og sætter sig fast og danner en ny mistelten.

En skøn gæst fra en af mine ture fra Polarcirklen, var botaniker. Han fortalte alenlange historier om blomster, udvikling, arter og træer, som gjorde den lange tur op igennem Finland til et eventyr. Selvom der stort set kun var grantræer, som vi så dem. Han så ikke kun grantræer. Han så smukke vinglede, majestætiske og forskellige træer og vi fik fortalt om 9 sorter grantræer på vejen og sådan kunne han også fortælle om misteltenen og hvordan man dyrker den i egen have.

Kig på nogle af de mange havesider, hvis du vil have mistelten i haven. Én ting er sikkert! – Når du først har den, så kommer du ikke af med den igen.

Lykke i baghaven til evig tid er vel heller ikke så ringe endda.

Jeg vil hænge misteltenen op i døråbningen i den søde juletid og lade gæsterne kysse. Hvem ved…Måske er der en dag en gæst med, som jeg ikke havde forventet, der stiller sig under misteltenen til et kys.

Det kan tænkes, at jeg skal hænge en op til foråret i stedet. Ja, hvorfor ikk´?

❤️

Fandt lige Kaceys side med en hjemmelavet mistelten, hvis du er den kreative type.

Hjemmelavet Mistelten

Berlin er en by du kommer tilbage til – uden tvivl!

Berlin er en by du kommer tilbage til – uden tvivl!

Skønne Berlin!

Det tager ikke særlig lang tid at tage til Berlin, hverken med bus, tog eller bil, eller endda fly. Jeg vil dog næsten anbefale bil, bus eller tog, for med al den tid der skal bruges i lufthavnen til checkin, security, flyvning, så når vi snildt op på de 7 timer incl. færgeoverfart, hvis du tager fra Sjælland og kører ned igennem Tyskland for at lande i Berlin.

Julemarkeder i Berlin er skønt! Jul i Berlin er skønt! Jeg elsker Berlin og har været der et hav af gange. Hver gang opdager jeg noget nyt.

Berlin er en by du kommer tilbage til – uden tvivl!

Kan du li´ historie er det selvfølgelig oplagt, for byen har ALT udi historie. Hele byen bærer præg af Muren, krig, politik, bygninger i alle mulige arkitektoniske udformninger.

Ved Parlamentet, ikke langt derfra, vil du møde Angela Merkels kontorvindue. Tag en rundtur i Rigsdagskuplen og se Berlin fra oven, hør historien og tag et kig ned deroppefra, til Parlamentets blålilla sæder. Dér, hvor det ringer ind, når der er møde, nøjagtigt som i skoletiden. En spøjs detalje. Eller næsten som at være i teateret.

Husk at bestille tid. De vil gerne have pasoplysninger inden ankomst, som oftest, af sikkerhedshensyn. Det kan tage lidt tid at komme igennem kontrollen i de små barakker, som ligger lige op til. Der er sikkerhedsfolk med hele vejen derhen. Selve turen op i kuplen kan være svær for dårligt gående, men uanset, så er det en oplevelse at komme ind i den, så fin anbefaling herfra.

Skal vi så holde os lidt til Jul, så kan Berlin-historie komme i et andet indlæg. Jeg ville dog lige tage Rigsdagskuplen med, da mange spørger til den, når de skal derned. Hermed givet videre.

Der er masser af hoteller i Berlin og er du i bil, så kan man snildt bo udenfor byen og nyde turen ind. Nyde de mange bydele, se og mærke forskelle, men Parkering kan være lidt sværere at få. Metro virker fortrinligt, ligeså busser og almindelige tog. Spørg i receptionen om køreplaner. Bor du i det gamle Østberlin, så prøv også at køre i de gamle sporvogne. De findes kun i den del af Berlin.

Skal du på juleindkøb, så er der masser af indkøbscentre, bl.a. Mall of Berlin på Leipziger Platz, tæt på Potsdamer Platz, der også har deres eget indkøbscenter (Når du går dér, så prøv at forestille dig at denne plads var fuldstændig raseret, tom, og at alt er bygget op på denne tomme plads. Det er et Manhatten, hvor du også finder Sony Centret, endda Lego, film og teater og alskens oplevelsesområder.

Alexa finder du på Alexander Platz, lige ved Fjernsynstårnet, som det også er muligt at komme op i og se Berlin fra oven. Også her er der security og vil du gerne i restauranten, så bør du bestille tid. Der er oftest lange ventetider. Det er også en oplevelse uden lige!

Julemarkedet ligger lige ved. Der er en skøjtebane, hvis du gerne vil være mere aktiv.

Et par 100 meter fra Alexander Platz, ved det røde rådhus, hvor Borgmesteren har sit kontor, er der også en skøjtebane, et pariserhjul og karrusel og selvfølgelig masser af julestemning her også.

Europacentret, lige ved handelsgaden, Kurfürstendamm. Ca 51 år gammelt. En fredet bygning, som Willy Brandt indviede i 1965. Der er egentligt hyggeligt til jul, oftest et nisselandskab i midten ved vandfontainen. Fin kunst udenfor og selvfølgelig et par Berliner-bjørne, som der er 150 af i hele Berlin ca. De er 2 meter høje, så dem går du ikke lige sådan forbi, uden at opdage dem. Tæt på ligger også Bikini Berlin, med udsigt til Berlin Zoo. – Dér hvor Isbjørnen Knut boede.

Bikini Berlin ligger ved Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche, kirken som blev bygget i 1895 (og igen i 1959-1961) til ære for Kejser Vilhelm I med 6 tårne og mange fine udsmykninger. Under krigen blev den ødelagt og der gik en rum tid, før man besluttede, om den skulle genopbygges. Den er blevet restaureret, men ikke bygget op igen. Giv dig selv oplevelsen at gå ind i kirken til korsang. Der er indrettet mindesal mod krig og der holdes flere koncerter, også ved juletid. Det er smukt. Ved siden af står den nyere bygning og endnu derved en lavere bygning. I dag har de fået kælenavne/øgenavne; Læbestiften og pudderdåsen og den gamle kirke bliver også kaldt “den knækkede tand”, fordi det ligner den bedst.

Berlinerne kan godt li´at navngive bygninger, så det vil du støde på flere steder.

Julemarkedet er ligeså smukt og skønt. Udendørs, hvor Glühwein-duften fylder næseborerne og ganen, honingkagehjerter i alskens variationer. Stemning og tysk gæstfrihed. Er du til irsk stemning, så gå ind i Europacentret og drik en irsk øl i kælderen eller gå på 1. sal på Kartoffelrestauranten. De har god, solid mad og mange variationer af kartofler. Udmærket sted at spise. Lidt krostemning vil jeg sige.

Der findes, i bydelen Prenzlauer Berg, et stort julemarked, helt specielt, med Lucia, den 13. December – Markedet hedder også Lucia. Det har specielt nordisk tema, hvor du kan smage alt fra Norden. Jeg har ikke selv været på det marked, så skriv gerne til mig, hvis du kommer forbi, og fortæl om det. På mail@hallev.dk. Takker!

Ved Charlottenburg Slot finder du et virkelig smukt marked, som ligger så fint med slottet i baggrunden. Det er noget dyrere end andre steder og der er opvarmede telte, hvor du også kan shoppe. Meget romantisk og smukt. Også dér, hvor mange turister søger hen.

Det største julemarked finder du i Spandau. Det er lettest at nå med U-bahn og der skal du til Skt. Nicolai Kirke. Området hedder Nicolaivirtel og kirken er Berlins ældste bygningsværk fra 1230. Når du går rundt imellem de små boder, så er det nærmest hyggeligt at forestille sig, at arkitekten Schinkel, videnskabsmanden Humboldt og poeten Goethe har vandret rundt her og lettet på hattene, som hilsen.

Vil du have følelsen af luksus, så kan det være, at du skal tage ud til Gendarmenmarkt. Der er ofte entré på en Euro eller 2, men kom mellem 11-14, så kan du være heldig at komme ind gratis. Det er jo ikke den store udgift, men alligevel. Det ligger mellem den Franske og Tyske Kirke, tvillingekirkerne, da de er helt ens og det er endda muligt at komme op i den Franske kirke og kigge udover hele markedet, inden kl. 18.00. Den Franske kirke blev bygget i starten af 1700-tallet til Huguenotterne, som vi jo også kender som dem, der tog kartoflen med til Danmark, med til Fredericia og København. Den historie må komme en anden gang. Jeg er i øvrigt selv efterkommer af Huguenotterne.

I Berlin er der fra perioden 21. november – 31. december helt op til tæt på 100 julemarkeder, så det er kun de mest kendte jeg har fremhævet her, eller som jeg har besøgt igen og igen.

Det sidste sted jeg lige vil fremhæve er Stormagasinet Kadewe – Kaufhaus des Westens. Det er helt specielt. Åbnede i 1907, blev bombet i 1943 og bygget op igen og genåbnede i 1950. Gå ind og du møder de faste vagter i underetagen, det smukke juletræ og julemanden i sin store flotte kåbe, samme farve som på temaet er i år. Tag den store pengepung med, for du får fat i shopping-genet i dette stormagasin. Gå eller tag elevatoren til 6. sal og oplev et mad- og specialmekka for Feinschmeckere, der slår mange steder i Europa. Min datter er kok og jeg har hver gang ringet hjem derfra og fortalt hvad der er hittet lige nu og hun har fået en rundvisning via telefonen, så hun kan se udvalget. Der er smukt pyntet op overalt. Alt er afstemt i farver og du kan få næsten, hvad du vil have af julekrims-krams til små og store penge. Mange unikke sager.

Sæt dig og få et glas champagne kombineret med en skøn snack eller bare os derudad! Det er ikke rygning jeg mener 😉 – der er flere spisesteder, men der er nu mange mange steder derude også, hvor du kan spise skøn mad.

Kadewe ligger ved Wittenberg Platz, hvor den første U-bahn-bygning blev anlagt. Pladsen er opkaldt efter sejren over Napoleon i 1814, som var tæt på Wittenberg. Bygningen er anlagt i slutningen af 1800-tallet. På pladsen er der adskillige restauranter og endda også en Karry-Wurst-vogn.

Når du går ud af dørene fra Kadewe, ud til den store allé, så bliver du mødt af JUL i mange nuancer. BERLIN står med bogstaver, bygninger er pakket ind som gaver med sløjfer og midterrabatterne har træer, julemænd, hængende juleornamenter og ja, hvis du har været i Oxford Street i London, så kan det fint sammenlignes.

Der er dejlig stemning, jul, jul og atter jul. Mange mennesker, glæde og masser at se på.

Se lidt mere her:

Berlins Julemarkeder

Berlin er en by du kommer tilbage til – uden tvivl!

God fornøjelse! – Hils byen fra mig!

<3

Besøg hos Kunstner Per Hillo – Hvad hjertet er fuldt af.

Besøg hos Kunstner Per Hillo – Hvad hjertet er fuldt af.

2008 eller ca. deromkring fik jeg øje på Kunstneren Per Hillo. Facebook har allerede været i gang længe. Jeg havde i 2008 haft profil i et halvt års tid.

2007 er Den Amerikanske Ambassadør James Cain på besøg i Køge, hvor han vil møde min datter, Cecilie, som er træner for et fodboldhold. Det er stort. Jeg er en stolt mor. Min datter er stolt og vi møder Familien Cain flere gange og har stadig kontakt med dem via Facebook.

En af de gange, hvor vi var på besøg i Rydhave, Ambassadørboligen i Skovshoved, var Remee til stede. Jeg hilste kort på ham og mange andre kendte til sammenkomsten og der skulle gå 2 år, før jeg hilste kort på ham igen. Denne gang på hans natklub, Zen i København. Det har nok været i 2010. Anledningen var helt ekstraordinært en udstilling af Kunstneren Per Hillo. I natklubben.

Der stod han i egen høj person. Imødekommende og smilende tog han imod alle gæster, stillede op til fotografering og skålede.

Pers helt specielle kunst var nænsomt hængt op på væggene i natklubben. Det passede perfekt!

Sådan er forhistorien til interviewet hos Per Hillo i hans Galleri i Valby. Det er kun en måned siden, at jeg var på besøg. Denne gang var det ikke for at lytte til foredrag i hans Galleri, som flere gange før, men for at høre lidt om Per og om, hvordan han startede sin karriere udi kunstens frembringende virkelighed.

Som altid er Galleriet i Spinderigade 4 i Valby indbydende. De nye kunsttørklæder pynter vinduet på venstre side og til højre hænger der nye Per Hillo kunstværker. Helt nede forenden af lokalet ser jeg en rød skydeskive. Den må jeg kigge nærmere på. Per er på vej fra et andet sted, så jeg taler lidt med hans assistent, som er blevet farmor samme dag og tager lidt billeder i Galleriet.

Den røde skydeskive er et kunstprojekt for bl.a. afstressning. Nedenfor ligger der adskillige stykker porcelænsstykker og der ligger hele porcelænsskåle og tallerkner klar. Klar til at smide, kaste, ramme, afstresse og lære sig selv at kende på få minutter, i hvert fald på nogle områder. Sikken en AHA-oplevelse, for pludselig blev jeg enormt selvkritisk, fordi jeg ikke kunne ramme i midten af skydeskiven og fortsatte selvfølgelig, som det menneske jeg er, med at forsøge, igen og igen!

Du kan se kasteriet her: Kunstprojekt Per Hillo

Hvad hjertet er fuldt af
Hvad hjertet er fuldt af

Det er sikkert også et udmærket projekt, hvis man har en vred dag eller moment og kan komme af med vreden ved at kaste med porcelænet. Ikke dårligt. Ganske godt fundet på.

Per kommer ind. Glad, smilende og imødekommende, som altid. Vi sætter os ved det lange bord inde til højre og så snakker vi lidt. Det bliver et meget afslappende interview. Jeg spørger Per om, hvornår han startede sin karriere som Kunstner og den startede nærmest ved et tilfælde for 17-18 år siden på psyk-afd. hvor Per fandt ro efter en hektisk periode i sit liv med alt for mange ja´er og alt for få nej´er.

Hold op, hvor er vi mange der kender til de udfordringer! Det er dog en helt anden historie.

Per begyndte at male for at fordybe sig og få ro og de allerførste malerier er i dag placeret rundt omkring hos familien. De første malerier var et mere abstrakt udtryk, i forhold til i dag, hvor Hillo har sine helt egne kendte penselstrøg.

Det var den perfekte timing, for lige præcis på det tidspunkt, hvor Per startede, blev det populært at hænge originalbilleder på væggene rundt omkring i de små hjem. Det blev en levevej næsten med det samme. Per blev jo på den måde autodidakt Kunstner og det skal vise sig, at det er en absolut force, for som han siger, så er han ikke hæmmet af en uddannelse. Han ved ikke, hvad han ikke må og det kan give en anden frihed, når han maler. Det skal endelig ikke misforstås, for Per har dyb respekt for uddannelser og uddannede kunstnere. De kan blot nogle andre ting, som de har lært fra bunden og sådan kan man lære på forskellig måde.

Denne dag, hvor jeg besøger Galleriet er dagen før, at Per skal male sammen med Majbritt Vingsøe. De skulle male til fordel for Støt brysterne og maleriet kunne vindes i en superpulje.

I det hele taget kan du finde Per Hillo ved adskillige arrangementer. Han støtter mangt og meget. Velgørenhed ligger dybt i hjertet hos Per. Han er hjælpsom og støtter også foredragsholdere, som har noget på hjertet. Sådan er det også blevet til, at jeg selv har fået mulighed for at holde foredrag i Galleriet den 7. December 2016. Tak ❤️

Tilbage til Kunsten og den største spændende udfordring, som Per har haft. Der er mange, siger han, da jeg spørger ham, men han nævner den absolutte og det var bronzeskulpturen, som virksomheden Frese A/S bad Per Hillo om at skabe, der skulle overrækkes til Hendes Majestæt Dronningen Margrethe i Slagelse, som også er Pers hjemby. Det var under Kulturnatten i 2010.

Per Hillo har pt. 3 gallerier, dette i Valby, et i Hellerup og det nyeste i Malmø.

Det er helt specielt at købe Hillo Kunst, for der er mulighed for at bytte maleriet ud, hvis man føler for det. Et glimrende koncept, som flere benytter sig af.

De kendte har også glæde af Per Hillo Kunst, således har bl.a. Sharon Stone kunst hængende. For kort tid siden var jeg på besøg i et hjem, hvor der var adskillige kunstværker, endda en lampe prydet med Hillo-udtryk. Det var en Per Hillo-fan, tør jeg godt sige 🙂 . Der var genkendelig kunst i hele huset. Ja, sådan kan man tilfældigt møde mennesker, som har samme interesser.

Helt personligt kommer vi i interviewet ind på Pers livsfilosofier. Jeg spørger ham, om han har nogle gode råd til dem, som gerne vil male eller er på vej op fra en svær tid.

De gode råd fra Per er, at tage det som det kommer – Go with the flow – Vær god til at lytte til dig selv og vid, at det gode ved bekymringer er, at de aldrig bliver til andet….

Den lader vi lige stå et øjeblik….Der er mange, der kan nikke genkendende til disse udfordringer.

Per holder selv foredrag om tiden, hvor det var sværest. Om, hvor mange tæsk man kan kan få i livet og få det godt igen. Hold øje med, hvornår på hans website og grupper på Facebook.

Per Hillo – website

Per Hillo – Facebook

Og sidst, men ikke mindst, så er du altid velkommen i Per Hillo Gallerierne og til foredrag rundt omkring i landet.

Tak for interview og kunstoplevelse!

❤️

Det handler om at blive HEL – Genforening

Det handler om at blive HEL – Genforening

INVITATION.

I starten af december måned får du mulighed for at koble af med et glas bobler og en snack, mens du lytter til foredraget:

Det handler om at blive HEL.

 

Her finder du linket til invitationen.

Når du trykker på linket, åbner invitationen.

 

det handler om at blive hel – Genforening

 

Sæt X i kalenderen den 7. December 2016 kl. 18.30 – 20.30.

Vi serverer bobler og en snack. – Oplev Per Hillo kunst. Her de nye smukke tørklæder.

Det handler om at blive hel Genforening. Per Hillo toerklaeder
Per Hillo tørklæder

Du er velkommen!

❤️

Halloween stammer fra kelterne i Europa!

Halloween stammer fra kelterne i Europa!

Årets Halloween-tradition i Tivoli med min datter havde et nyt familiemedlem med på turen, selvfølgelig mit barnebarn, Victoria.

Hvert år i 10 år har vi været i Tivoli, min datter og jeg, for at opleve temaet. Det er lige skønt hver gang, med et lille “men” i år, for vi syntes, at Tivoli er stagneret på det område. Der er ikke rigtigt noget nyt, men det kan selvfølgelig også være svært at tilfredsstille gæster, som kommer igen fra år til år.

Næste år bliver det meget mere interessant, for vi har allerede vedtaget, at Victoria er en del af traditionen og så vil oplevelsen i sig selv, ved at se hende opleve, blive anderledes, fra år til år.

Indtil hun måske synes, at hun ikke skal være en del af den tradition. Vi får se til den tid.

I følge “Den Store Danske”, så skal vi tilbage til kelterne, specielt fra bl.a. England, som dagen før allehelgens aften, som er den 01.November fejrede Halloween, omend det var på en lidt anden måde end i dag. Det er ikke en religiøs dag. Kelterne var et folkeslag, der i jernalderen boede i de centrale og vestlige dele af Europa.

Troede du at traditionen kom fra USA!?

Den måde vi fejrer Halloween i Danmark er inspireret fra de amerikanske traditioner med at skære græskar ud, klæde sig ud og “treat or tricks” – Det kan vel nok minde lidt om vores fastelavn, hvor der også kommer børn rundt, som ber om slik – sådan var det en gang – synger “Boller op, boller ned” og får de ikke noget, så “laver de ballade”. Skal vi overføre det til Halloween traditionen, så skal vi igen tilbage til kelterne og natten mellem den 31. Oktober og den 1. November.

Det er en uhyggelig nat! – Nemlig den nat, hvor de døde har lettest ved at vende tilbage til de levendes verden, måske for at skræmme eller gøre regnskaber op.

Jeg tror ikke, at jeg har nogen, der kan finde på at dukke op, men skulle det være tilfældet, så må der stå en kop et eller andet klart og så laver vi en Halloween-fest istedet og bliver forenet, mens skeletterne vælter ud af skabet. Det skal nok blive uhygsomt.

Jeg har samlet nogle af mine fotos i denne lille fotofilm. God fornøjelse!

Mormor på farten i Tivoli til Halloween

God efterårsferie og Halloween!

Tak for oplevelsen!

Slotsvin, exclusive gaver og julemarked i Prag

Slotsvin, exclusive gaver og julemarked i Prag.

Hvad er nu det? – Jul i oktober allerede!

Vi skriver midt oktober og allerede nu er der oprettet 129 julemarkeder, bare i Danmark. Der vil komme mange flere til i løbet af oktober og november.

I nogle af de næste indlæg vil jeg skrive lidt om julemarkeder, bare nogle af stederne, som jeg har besøgt. Det kan måske godt være, at det er lidt tidligt, men hvis nu du skal bestille tur ud i Europa f.eks., så er det ikke for tidligt at lade sig inspirere.

Jeg elsker jul! Jeg er vild med at komme til julemarkeder, også gerne ude i verden, f.eks. i Prag, Berlin, London eller Celle og Lüneburg.

Det er stemningen, duften af gran, glühwein eller gløgg i Danmark. Det er lysene i mange farver, i 1000-tals på høje træer, som er fældet og transporteret til byerne, ofte på Rådhuspladserne.

Kunstneriske og smukke juleudsmykninger på gader og stræder, i stormagasiner og pop-up-butikker med alskens juletamtam. Julemænd, selvfølgelig også og kigger vi indenfor i helårsjulebutikkerne f.eks. på Prag Slot, Pražský hrad, så finder du juleornamenter fra alverdens lande, selv om sommeren, hvor solens stråler lige præcis når ned imellem de høje spir fra Sankt Vitus Katedralen.

Den lille julebutik ligger bagved Den Gyldne Gade. Gaden med de små pastelfarvede lilleputhuse, som rummer masser af historier og indgangen for enden til fangetårnet. Du skal helt ned for enden af borgområdet for at finde både gaden og julebutikken.

“Bagved” Den Gyldne Gade er også på strøget, hvor Lobkowicz palæet ligger på højre side, når du kommer gående fra Katedralen. Bygningen er hvid, smuk, velholdt og rummer familiehistorie helt tilbage fra 1400-tallet. Lige dér overfor Palæet, der ligger den lille julebutik. Tag godt med Euro med!

Når du har fyldt kurven med julekugler fra fremmede egne og har betalt en smule mere end du regnede med, så gå ned af de 3 trapper, drej til venstre ned ad strøget. Stop ved porten til venstre. Dér finder du et Barbie- og Legetøjsmuseum inde i gården, restauranter, kunst og andet hygsomt.

Overfor porten finder du restauranten i Palæet, som har en skøn betjening og et mere exclusivt islæt. Herinde finder du også et utal af bl.a. klassiske koncerter, museum og lidt inspiration fra USA, da familien har været bosiddende derovre. De er kommet tilbage med masser af gode idéer og forretningsudvikling, som også præger caféen, der ligger lidt længere nede af strøget. Det er en oplevelse at spise begge steder. Der er virkelig god betjening og fra caféens balkon har du udsigt til Mala Strana, som ligger med alle sine røde tage som en hel by. Vil du smage deres egen slotsvin fra slotsmarkerne, så kan du også få den her, endda også som souvenir.

Markerne ligger i øvrigt, når du går igennem portudgangen, du kan se, når du står ved caféen. Der er 3 veje ned fra Borgen. Tag den midterste, så går du langs med vinmarkerne og så slipper du også for trapperne, hvis du har klapvogn eller lign. med. Vinmarker er om sommeren, men jeg nævner dem lige alligevel. Fantastisk flot og specielt!

Når du har været på Slotsborgen og vil have endnu mere julestemning og atmosfære, så går turen til Rådhuspladsen ved Tycho Brahe Kirken, Tyn kirken, som den også hedder. Det er jul udover alle grænser! Boder, gran, gaver og skolebørn der synger. Gademusikanter og folkedans, selv her om vinteren og julens dufte i overflod.

Her skal du smage Trdelnik, som er et tjekkisk brød/kage, der bliver rullet om spid og grilles. Derefter rulles de i sukker, nødder eller hvad du ønsker. Tjekkisk øl skal du selvfølgelig også smage eller blot sidde på en af de omkringliggende restauranter og studere mennesker, mens du mærker julen komme. Gå også en tur ned i de små butiksgader. Det emmer af alt hvad julen indebærer. Køb nogle af julegaverne i Prag. Der er penge at spare, afhængig af, hvad du skal have, selvfølgelig. Er du til exclusive mærker, så gå ned af den eneste boulevard, der udgår fra Rådhuspladsen, hvor der er træer, som en allé. Pařížská, som også minder om en boulevard i Paris. Er du mere til shoppingcentre, så finder du Republikpladsen, ved Folkets Hus. Lige dér ligger Palladium. Tjekkiets største shoppingcenter med lidt over 200 butikker!

Der kan Fields og Rosengårdcentret ikke være med, med sine henholdsvis 145 og 160 butikker.

Prag by er skøn om sommeren og skøn om vinteren. Tjekkiet er smukt, omgivet af bjerge. Kør uden for byen og oplev juleaften helt lokalt på “Gavmild Dag”, den 24.12. – Der byder aftenen på ikke mindre end 9 retter mad!

Velbekommen og god tur.

Link til Markedskalenderen i Danmark finder du her:  Markedskalenderen

Livet er en dans på roser med mange torne

Livet er en dans på roser med mange torne.

1970. Jeg var 5 år gammel og tilmeldt jazzballet i den smukke Teaterbygning i Køge.

Når jeg sidder og researcher lidt på Teaterbygningen, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at, hvis Ringteatret i Wien ikke var brændt ned den 08.12.1881, så havde jeg måske ikke været så heldig at lære at danse hos Tove Olsen Danseskole på Teaterbygningen. Ja, sådan er livet også…og…

Tove var måske aldrig blevet danselærerinde på Teaterbygningen, men ingen tvivl om, at hun var blevet det et andet sted, for det var hendes liv. Det var bestemt fra den dag, da hun, som 5-årig kunne danse uden at være forhindret af sin sygdom. Den dag hendes far besluttede, på den gode måde, at Tove skulle danse, hvis hun ville! – Det blev sådan og er stadig sådan – Tove blev udlært som 16-årig og er 93 i dag, Oktober 2016 og underviser stadig i jazzballet…og hiphop…for ældre!

Hver mandag går det løs i Herfølge. Dejligt at høre! Modigt og skønt!

1881. Der er brand i Ringteatret i Wien, Østrig. Der skal spares penge og der skal spares på olien til lyset, så nødudgangene virker ikke helt efter forventning. Der dør i alt fra 350 -1000 mennesker – Det er lidt uvist i historiebøgerne.  Det skulle være en af 19. århundredes værste og største brande med den største betydning i nyere tid. – Det må siges!

Brandsikring kommer i højsædet. Det spredes selvfølgelig til hele Europa og endda til Danmark og Køge, hvor jeg har gået til dans! Jazzballet! Ligesom Marguerite Viby, når hun giver den i solo i en forrygende sketch i Cirkusrevyen, som er populær, specielt i mit fødeår 1965.

I 1970 var Simon & Garfunkel hotte! – Deres nummer “Cecilia” var lige kommet ud på vinyl og selvfølgelig var Tove med på det sidste nye! – Jeg husker denne sang som musikken til dansen på danseskolen, så det er nok ikke helt forkert. Tove var med på det sidste nye.

Cecilia

Min datter hedder Cecilie…Kan det tænkes, at det har haft en betydning? – Muligvis.

2016: Jeg sidder og taler med nogle venner og pludselig taler vi om Tove på danseskolen. Nogle fortæller, at hun bor lige ovre på den anden side af vejen og jeg får adressen. Tove. Hun har haft stor betydning i mit liv udi dansen. Tove lærte mig at turde. Hun lærte mig at bruge min krop og hun  inspirerede mig til at undervise i mit voksenliv. Hun vidste det ikke og den tak skulle hun have! Jeg var hende dyb taknemmelig for alt hun havde givet mig!

Jeg besluttede mig for at besøge hende og det kom der et lille interview ud af. Helt accepteret af Tove, som dog ikke vil have fotos med og det er respekteret.

Tove modtager mig med et stort smil! – En lille dame. Hun har stokken med. Hun genner mig ud i køkkenet  til højre for entreen så sidder vi dér og taler, mens hun ser mig lidt an. Det er ok og hun kan ikke rigtig huske mig. Det er også ok. Tove fortæller, at hun den gang i 1970 ´erne havde mellem 600-700 elever pr. sæson! Det er faktisk ok, at hun ikke kan huske mig helt.

Jeg husker hende dog særdeles godt, for hun har gjort en forskel i mit liv! Hun lærte mig at danse, at turde, at drømme og hun lærte mig, at pludselige afgørende beslutninger kan ændre liv positivt.

Hvordan? – Tove lærte mig, som tidligere skrevet, at bruge min krop og jeg har siden danset både jazzballet, klassisk og salsa, på et helt almindelig borgerligt plan, men skønt.

Som barn var mit liv præget af mange hensyn uden at det skal uddybes. Sidst i 60´erne flyttede vi fra København til Køge og det nyeste byggeri udi lejligheder. Der var travlt i det lille hjem og sædvanen var fest og glade dage med en bar i stuen og Huset på Christianshavn i 1971- SÅ kan vi lige pludselig godt fornemme stemningen.

Det var dejligt at gå til dans.

Jeg kan huske en dag, hvor jeg skulle til dans. Jeg blev kørt dertil af min stedfar og da jeg sprang ind til danseundervisningen, så sidder Tove dér bagved bordet til venstre. Jeg er allerede klædt om hjemmefra med sort gymnastikdragt og sorte gymnastiksko, dem med gummi på sålen. Du husker dem garanteret! Jeg står ved bordet, hvor Tove sidder og hun fortæller, at dansen i dag er aflyst. Jeg er 5-6 år gammel og stener fuldstændig og bliver helt ked! – “Hvad skal jeg så ?”, spørger jeg Tove, for jeg bliver ikke hentet før om 1 time,  og hun spotter ret hurtigt, at jeg er ked af det, så hun svarer:

“Kære Anette, du danser bare den sidste dans du har lært inde på gulvet!”

Jeg kigger bagud og opdager, at salen er fyldt med publikums! – Tove har talt! Frem i højttalerne hører jeg den velkendte “Cecilia” med Simon og Garfunkel og næsten helt pr. instinkt, så starter jeg med at danse. Rundt i “manegen”, rundt i dansesalen og for mig selv…Lige til musikken standser og er færdig. Folk klapper. Jeg bliver helt genert. Stopper og går ud. Venter på bilen og har så meget på hjertet at fortælle derhjemme. De har travlt.

Uanset, så var det en af de største vovede oplevelser i mit liv, som har gjort et stort indtryk og som har lært mig meget, på mange områder. Jeg tør. Jeg tør også, selvom det kan virke “farligt” og jeg gør det, fordi jeg i bund og grund gerne vil have, at mine forældre bliver stolte…

Til hver danselektion drømte jeg om, at det en dag er mig, der står deroppe foran andre og lærer dem noget. Det lykkedes heldigvis, omend det ikke var dans, men mange andre spændende ting.

Tove og jeg går ind i stuen i det lille rækkehus og hun har allerede fundet en masse billeder frem fra den gang. Den gang, fra da hun gik ud af skolen som 13-årig og fortsatte i lære hos Jørgen og Bodil Bjarnov i Smallegade. Jørgen står som danseinstruktør i Kraks i 1958 og datteren, Vivian fortsætter da også som danseinstruktør og koreograf derefter, så det er en dansende familie.

Inden da, så har Tove forbindelse til Britt Bendixen og Gene Nettles, som har bragt Jazzballet med fra USA. Tove, Britt og Gene er medlem af den samme klub og sådan bliver der forbindelse til dansens verden, både i USA og Danmark, og Køge…og Teaterbygningen.

Da jeg spørger til Toves liv, så tøver hun lidt.

Udover dansen, som har været hendes liv, så har det også været en dans på roser med mange torne, som Tove siger.

Tove bliver skilt efter sin mands videre udvikling, meget pludseligt…og lever herefter alene…Det er en kamp. Hun bliver vendt ryggen, føler hun. I ensomhed og overlevelse. Ikke på penge, for det handler det ikke om, med 600-700 elever pr. sæson. Det handler om mangel på kærlighed, om tillid og accepten fra omverdenen på det ufrivillige singleliv. Tove har i dag 2 sønner, som hun har kontakt til. Som 93-årig er kontakten jo ikke den samme, som engang, siger Tove. De har også deres familie og børnebørn. I dag har Tove mange minder, glæder sig over, at hun har glædet mange i sit liv og at livet, trods alt, har givet hende torne og roser i forskellige farver.

I dag gør Tove sig også i vittigheder og så har hun klæbehjerne, som hun siger.

Tak for oplevelsen, Tove og alt det, du har lært mig!

Marguerite Viby lavede en parodi på  jazzballet.

Jazzballet