Kongens brev af Forfatter Martin Davidsen.

Kongens brev af Forfatter Martin Davidsen.

Fantastisk oplevelse, skønne mennesker og en verden af historie, både i opsætning, kostumer, oplysning, viden og storytelling.

For blot nogle dage siden var jeg på job på messen i Øksnehallen – Historiske dage.

Jeg vil forsøge at skrive lidt om dagene, suppleret med fotos, så hurtigt som muligt.

Dette indlæg vil jeg dog tilegne Debutforfatteren Martin Davidsen.

Jeg har ikke læst hele romanen endnu, men der vil komme en anmeldelse af den, så snart det er muligt. Den ligger på natbordet og jeg er allerede nået til Kapitel 16. Jojoda!

Lørdag, under en pause, gik jeg, som altid, rundt med kameraet for at skyde lidt. Det varede ikke længe, så stødte jeg ind i en bred rød skygge fra en hat og blev straks ført ca. 350 år tilbage. Lige ved siden af hatten, og mennesket under… stod der en ansat fra Tøjhusmuseet og fortalte om geværerne fra flere tider, som lå foran ham. Der stod en rand af mennesker foran, primært mænd, som blev sendt tilbage i en anden tid og fik en lektion i våbenviden. De var meget opslugte og engagerede, så meget, at de end ikke ænsede, at der gik et par kjoleklædte damer forbi, ganske nedringede, fra en helt anden tid, med et par cowboys under armen. – Ja, der skal nu alligevel noget mere til at fjerne mændenes blikke fra interessant historisk viden 😉

Manden med hatten, hvor den brede røde skygge sad, gik hen til en anden mand med samme kostume. De talte lidt sammen og der gik ikke lang tid, så kom endnu en mand gående hen til dem. En bemærkelsesværdig lille treenighed der stod dér nu, for den sidste mand var fra en anden nyere historisk tid, nemlig 1945 – Der var 300 år imellem de 3 og et sådant tidslommefoto ville jeg ikke gå glip af. Frem med kameraet og de 3 blev foreviget!

Bagefter hilste jeg på de 3 og herren på højre side tog hatten af, bukkede let med hovedet og præsenterede sig som Martin. Han gav mig et visitkort og jeg læste, at det var Forfatter Martin Davidsen. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kendte Martin Davidsen og det var der en forklaring på, for det var en debutforfatter jeg stod overfor. Vi aftalte at drikke en kop kaffe og så fik jeg en spændende introduktion til debutromanen “Kongens brev”. – Det er oprindeligt en triologi, men som jeg forstår det, så kan det ske, at der kommer en 4. efterfølger, men lad os se hen af vejen, hvad forfatteren finder på.

Du kan læse mere om “Kongens brev” på linket herunder til Forlaget Klim:

Debutromanen af Forfatter Martin Davidsen

Martin Davidsen har også et website. Det finder du HER

 

Forfatter: Mormor på farten

Stifter af Eftersøgningstjenesten Genforening, Forfatter og Mormor til Victoria.