“Når døre åbnes” til foråret 2019

Der er travlt i Eftersøgningstjenesten Genforening og du kan læse om arbejdet med at hjælpe mennesker i den kommende bog “Når døre åbnes”.

Mormor er stadig på farten, men denne blog opdateres ikke pt, netop på grund af travlhed andet steds, så lad dig inspirere.

Bedste hilsner

Anette H Hallev/Stifter af Eftersøgningstjenesten Genforening/Forfatter

Livet er en dans på roser med mange torne

Livet er en dans på roser med mange torne.

1970. Jeg var 5 år gammel og tilmeldt jazzballet i den smukke Teaterbygning i Køge.

Når jeg sidder og researcher lidt på Teaterbygningen, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at, hvis Ringteatret i Wien ikke var brændt ned den 08.12.1881, så havde jeg måske ikke været så heldig at lære at danse hos Tove Olsen Danseskole på Teaterbygningen. Ja, sådan er livet også…og…

Tove var måske aldrig blevet danselærerinde på Teaterbygningen, men ingen tvivl om, at hun var blevet det et andet sted, for det var hendes liv. Det var bestemt fra den dag, da hun, som 5-årig kunne danse uden at være forhindret af sin sygdom. Den dag hendes far besluttede, på den gode måde, at Tove skulle danse, hvis hun ville! – Det blev sådan og er stadig sådan – Tove blev udlært som 16-årig og er 93 i dag, Oktober 2016 og underviser stadig i jazzballet…og hiphop…for ældre!

Hver mandag går det løs i Herfølge. Dejligt at høre! Modigt og skønt!

1881. Der er brand i Ringteatret i Wien, Østrig. Der skal spares penge og der skal spares på olien til lyset, så nødudgangene virker ikke helt efter forventning. Der dør i alt fra 350 -1000 mennesker – Det er lidt uvist i historiebøgerne.  Det skulle være en af 19. århundredes værste og største brande med den største betydning i nyere tid. – Det må siges!

Brandsikring kommer i højsædet. Det spredes selvfølgelig til hele Europa og endda til Danmark og Køge, hvor jeg har gået til dans! Jazzballet! Ligesom Marguerite Viby, når hun giver den i solo i en forrygende sketch i Cirkusrevyen, som er populær, specielt i mit fødeår 1965.

I 1970 var Simon & Garfunkel hotte! – Deres nummer “Cecilia” var lige kommet ud på vinyl og selvfølgelig var Tove med på det sidste nye! – Jeg husker denne sang som musikken til dansen på danseskolen, så det er nok ikke helt forkert. Tove var med på det sidste nye.

Cecilia

Min datter hedder Cecilie…Kan det tænkes, at det har haft en betydning? – Muligvis.

2016: Jeg sidder og taler med nogle venner og pludselig taler vi om Tove på danseskolen. Nogle fortæller, at hun bor lige ovre på den anden side af vejen og jeg får adressen. Tove. Hun har haft stor betydning i mit liv udi dansen. Tove lærte mig at turde. Hun lærte mig at bruge min krop og hun  inspirerede mig til at undervise i mit voksenliv. Hun vidste det ikke og den tak skulle hun have! Jeg var hende dyb taknemmelig for alt hun havde givet mig!

Jeg besluttede mig for at besøge hende og det kom der et lille interview ud af. Helt accepteret af Tove, som dog ikke vil have fotos med og det er respekteret.

Tove modtager mig med et stort smil! – En lille dame. Hun har stokken med. Hun genner mig ud i køkkenet  til højre for entreen så sidder vi dér og taler, mens hun ser mig lidt an. Det er ok og hun kan ikke rigtig huske mig. Det er også ok. Tove fortæller, at hun den gang i 1970 ´erne havde mellem 600-700 elever pr. sæson! Det er faktisk ok, at hun ikke kan huske mig helt.

Jeg husker hende dog særdeles godt, for hun har gjort en forskel i mit liv! Hun lærte mig at danse, at turde, at drømme og hun lærte mig, at pludselige afgørende beslutninger kan ændre liv positivt.

Hvordan? – Tove lærte mig, som tidligere skrevet, at bruge min krop og jeg har siden danset både jazzballet, klassisk og salsa, på et helt almindelig borgerligt plan, men skønt.

Som barn var mit liv præget af mange hensyn uden at det skal uddybes. Sidst i 60´erne flyttede vi fra København til Køge og det nyeste byggeri udi lejligheder. Der var travlt i det lille hjem og sædvanen var fest og glade dage med en bar i stuen og Huset på Christianshavn i 1971- SÅ kan vi lige pludselig godt fornemme stemningen.

Det var dejligt at gå til dans.

Jeg kan huske en dag, hvor jeg skulle til dans. Jeg blev kørt dertil af min stedfar og da jeg sprang ind til danseundervisningen, så sidder Tove dér bagved bordet til venstre. Jeg er allerede klædt om hjemmefra med sort gymnastikdragt og sorte gymnastiksko, dem med gummi på sålen. Du husker dem garanteret! Jeg står ved bordet, hvor Tove sidder og hun fortæller, at dansen i dag er aflyst. Jeg er 5-6 år gammel og stener fuldstændig og bliver helt ked! – “Hvad skal jeg så ?”, spørger jeg Tove, for jeg bliver ikke hentet før om 1 time,  og hun spotter ret hurtigt, at jeg er ked af det, så hun svarer:

“Kære Anette, du danser bare den sidste dans du har lært inde på gulvet!”

Jeg kigger bagud og opdager, at salen er fyldt med publikums! – Tove har talt! Frem i højttalerne hører jeg den velkendte “Cecilia” med Simon og Garfunkel og næsten helt pr. instinkt, så starter jeg med at danse. Rundt i “manegen”, rundt i dansesalen og for mig selv…Lige til musikken standser og er færdig. Folk klapper. Jeg bliver helt genert. Stopper og går ud. Venter på bilen og har så meget på hjertet at fortælle derhjemme. De har travlt.

Uanset, så var det en af de største vovede oplevelser i mit liv, som har gjort et stort indtryk og som har lært mig meget, på mange områder. Jeg tør. Jeg tør også, selvom det kan virke “farligt” og jeg gør det, fordi jeg i bund og grund gerne vil have, at mine forældre bliver stolte…

Til hver danselektion drømte jeg om, at det en dag er mig, der står deroppe foran andre og lærer dem noget. Det lykkedes heldigvis, omend det ikke var dans, men mange andre spændende ting.

Tove og jeg går ind i stuen i det lille rækkehus og hun har allerede fundet en masse billeder frem fra den gang. Den gang, fra da hun gik ud af skolen som 13-årig og fortsatte i lære hos Jørgen og Bodil Bjarnov i Smallegade. Jørgen står som danseinstruktør i Kraks i 1958 og datteren, Vivian fortsætter da også som danseinstruktør og koreograf derefter, så det er en dansende familie.

Inden da, så har Tove forbindelse til Britt Bendixen og Gene Nettles, som har bragt Jazzballet med fra USA. Tove, Britt og Gene er medlem af den samme klub og sådan bliver der forbindelse til dansens verden, både i USA og Danmark, og Køge…og Teaterbygningen.

Da jeg spørger til Toves liv, så tøver hun lidt.

Udover dansen, som har været hendes liv, så har det også været en dans på roser med mange torne, som Tove siger.

Tove bliver skilt efter sin mands videre udvikling, meget pludseligt…og lever herefter alene…Det er en kamp. Hun bliver vendt ryggen, føler hun. I ensomhed og overlevelse. Ikke på penge, for det handler det ikke om, med 600-700 elever pr. sæson. Det handler om mangel på kærlighed, om tillid og accepten fra omverdenen på det ufrivillige singleliv. Tove har i dag 2 sønner, som hun har kontakt til. Som 93-årig er kontakten jo ikke den samme, som engang, siger Tove. De har også deres familie og børnebørn. I dag har Tove mange minder, glæder sig over, at hun har glædet mange i sit liv og at livet, trods alt, har givet hende torne og roser i forskellige farver.

I dag gør Tove sig også i vittigheder og så har hun klæbehjerne, som hun siger.

Tak for oplevelsen, Tove og alt det, du har lært mig!

Marguerite Viby lavede en parodi på  jazzballet.

Jazzballet

Uge 40. Tør du åbne døren til sandheden?

Uge 40. Tør du åbne døren til sandheden?

En dag på vej ned til biblioteket, i bussen, stødte jeg på en lærerinde fra min søns skole fra den gang, at han gik i folkeskolen. Vi havde ingen ord at udveksle, men jeg lagde mærke til, at hun var blevet betydeligt rundere, rødmosset og…. så var der den dér hørm af alkohol, som stinker dagen derpå. Ok, tænkte jeg, hun har stadig en tendens….Det er en skidt historie om en lærerinde som har et misbrug, der har en skidt adfærd overfor sine elever. Hun stod på ved skolen. Klokken var 1530…

I år er der ikke kampagne i uge 40. Sundhedsstyrelsens kampagne, Alkoholkampagnen har taget en lille pause, og måske er det meget godt at slippe kampagnen lidt. Den vil dog vende tilbage i 2017, hvis vi skal tro denne artikel:

Uge 40 har sølvbryllup

Tænk, den har sølvbryllup! Altså, kampagnen. Den har kørt lige siden 1990. Måske har den virket, måske har den ikke. I år 2000 var der en del artikler om, at det ikke virkede overhovedet.

Jeg er ikke enig!

Det tager bare noget længere tid at bryde et tabu. Et tabu, som stadig ikke er helt brudt, men som er på vej til at blive det….

Voksne står frem i dag og fortæller deres historie om en barndom med alkohol i familien, om udfordringer, om hemmeligheder, om facader og depressioner. Om nedture til opture. Det har taget tid at bryde det tabu. For nogen har det taget mange flere år end et sølvbryllup for at bryde tabu.

I denne uge 40 2016 er jeg ekstra opmærksom på problemet, så har det da virket på en eller anden måde, i hvert fald for mig. Jeg synes også, at der er flere artikler i aviserne og bladene og på TV ser vi også de brudte tabu…ikke mindst Lotus Turells historie fra livet med en far, som var alkoholiker.

Midt i mørket, ude i haven i det lille hus på landet, har jeg inviteret Morten til en snak om netop alkohol og hans historie, som har forandret mange menneskers liv allerede.

Morten Mus, som han kalder sig, har været særdeles aktiv i bylivet i Køge, hvor jeg også har hygget mig en gang imellem på en bytur på in-stederne på havnen. Det var den gang.

Han var bartender, men jeg har ikke lagt mærke til ham i bylivet, så jeg kan ikke en gang fortælle min egen version af, hvordan jeg opfattede Morten. Det kan være, at det heller ikke er så interessant 🙂 .

Derimod så mødte jeg Morten lige oppe i vores Netto, hvor han arbejdede for 5 år siden sådan ca. Vi kom i snak og en dag, så mødtes vi over en kop kaffe. Målet var egentlig en coachingseance udi hvilken vej Morten var på vej henad i sin karriere. Det blev også til at lytte til Mortens historie og jeg fik en vinkel på adfærden hos en alkoholafhængig, som skabte bedre forståelse og indsigt i min fars og andres afhængighed. Derved udvekslede vi erfaringer og idéer og har mødtes mange gange siden til idéudveksling og en god kop kaffe. (og softice) .

Uden at komme for meget ind i den udfordring, det har været som barn, så havde jeg det tæt ind på livet både i min barndom, men altså også i mit voksenliv. Min far var alkoholiker. Jeg mødte ham i år 2000, hvor jeg mødte ham for første gang. Derfor også Eftersøgningstjenesten Genforening i dag, men det er en helt anden historie. Vi nåede at have 10 år sammen som far og datter. Han døde af cancer i Hull i England, hvor han boede det meste af sit ældreliv.

Tilbage til Morten, som var på besøg til en snak om alkoholisme:

Morten er ildsjæl. Han er født i 1961. Han er opvokset i Køge. Har en god tilværelse i dag. 5 års jubilæum som ædruelig alkoholiker. Det går godt. Virkelighedens verden har indfundet sig og tågerne er forsvundet.

Morten har prøvet lidt af hvert og da jeg spurgte om en fællesnævner, så var det service. Uden balaver, uden tvivl! – Morten har et udpræget servicegen. Høflighed, når det er dér den er og service, når der er behov for det.

Han er uddannet karetmager, karosserimager, udi autobranchen og vil man læse mere om den uddannelse, som Morten er en af de få at have i den udstrækning, så må du altså lidt tilbage i historien og blive klogere.

Skal vi lidt tilbage igen for at komme frem, så var Mortens barndom ikke præget af alkoholisme i familien. Der var i stedet en udpræget mangel på helt basale behov, som omsorg, kærlighed og nærhed.

Jeg spørger ind til Mortens liv, som det var en gang og han fortæller, at han i mange år har levet et liv med fart på med en karriere som sælger og salgschef. Han har haft hus, barn og kone. Ud ad til har livet set godt ud. I hans foredrag hører du om, hvordan det lykkedes at holde misbruget skjult, om spritkørsel, sex-og kærlighedsafhængighed og vejen til at blive ædru. Han har vendt det hele til en positiv indstilling til livet, fremfor en negativ ballast, som udfordrede ham i tide og utide.

“Min virkelighed var forvrænget, min realitetssans var nærmest ikke-eksisterende”, fortæller Morten, mens han åbent fortæller, med armene bredt ud og nipper til kaffen, samtidig med, at softicen nydes imellem spørgsmålene.

“Det handler om at bryde tabu, om at erkende, villighed til forandring, nysgerrighed og at slippe skylden, fortielsen og fornægtelsen. Det er sådan jeg kommer videre”, siger Morten videre.

Det er vigtigt at åbne døren til sandheden.

Jeg spørger Morten, hvorfor mennesker reagerer med apati og berøringsangst og hans bud er, at vi rører ved et andet menneskes privatsfære og ikke mindst  alkoholkulturen i bl.a. Danmark. Ingen skal blande sig i vores liv og frihed, for få vil være outsidere….

Helt fysisk har Morten haft adskillige problemer og sygdomme direkte konsekvent af sin afhængighed, bl.a. nyre- og leverproblemer, kronisk nervebetændelse. Som 50-årig brugte Morten rollator og stok og går i dag uden begge dele. En dropfodsskinne har han også haft på, fordi han faldt i tide og utide.

Det var lægen, der plantede kimen til at komme ud af sin alkoholafhængighed. “Du vil dø!” – Så kontant var beskeden og benægtelsen trådte i kraft med det samme. Morten svarede: “ Du har nok fået fat i en andens prøver”.

Han startede igen med at drikke og måtte denne gang ydmygt fortælle sin familie, at han var faldet i igen. Det var her, at han endelig erkendte sit alkoholmisbrug. “Jeg var slået! ”

Han rakte denne gang hånden ud. Prøvede forskellige former for hjælp, også alternativt og tog imod behandling hos proff, lærte at fylde livet ud på andre måder. I stedet for grådigheden til alkohol og egen tilfredsstillelse, så er livet nu mere baseret på at give, at hjælpe andre som uafhængigheds-vejleder. Dyrke den åndelige side af livet og vise følelser. En ny verden, hvor essensen også er at turde sige fra, sige til på andre områder og bevare sin ydmyghed intakt.

Morten Mus Andersen holder foredraget “3443” og svarer på spørgsmål i et væk. Du kan læse meget mere om Morten og hans livsarbejde, både med sig selv og andre på:

Morten Mus´website

Mange tak for interviewet, Morten. Vi ses til kaffe og softice lige pludselig!

Surprise interview med BAKAOS

Surprise interview med BAKAOs - work in progress
Surprise interview med BAKAOs – work in progress.

Det var tid til at prøve noget nyt hos Mormor på farten og det blev til lidt udfordringer udi filmmediet. En rigtig fin film blev lavet ud fra denne film på bloggen, men så kunne den ikke konverteres til det rigtige format for Youtube. Mange har forsøgt at hjælpe, men der er ikke rigtigt noget der virker, så nu får vi den uredigeret.

Interviewet er lavet som surprise, da jeg fandt ud af, at BAKAOS var i byen, til Køge Festuge den 31.08.2016. Oplev det til sidst i artiklen.

Det var i 2015, at jeg først stiftede bekendtskab med BAKAOS. Den gang var det Barbara, som jeg fandt på Facebook, da jeg slægtsforskede i noget familie, hvor Barbaras efternavn dukkede op. Hun fik en besked, om hun genkendte vedkommende, jeg havde fundet. Det gjorde hun, det var hendes farfars navn, som var dukket op på et stykke papir. Ud af denne forespørgsel, skrev vi videre og med mit erhverv som coach og med Barbaras tvivlende skridt udi kunsteventyr, så var det helt naturligt, at korrespondancen udviklede sig.

Barbara sprang ud i kunsteventyret BAKAOS og startede bl.a. med en udstilling på en restaurant.  Det blev også til Kunstfestivaller, Åbne Galleridøre, Kunstforeninger og i 2016 bl.a. Øksnehallen, hvor hun, via kontakt, blev optaget i en kunstnergruppe.

Den røde tråd er ført til Paris, snart Berlin og altså også til Køge Festuge, hvor jeg besluttede mig til at besøge BAKAOS i teltet for et surprise-interview.

Barbara blev overrasket, men proff som hun er, så fortalte hun vidt og bredt om sin unikke kunstart, doodling, som er et rigtigt tålmodighedsarbejde.

Fremtiden fik jeg også spurgt BAKAOS om, og der er ingen tvivl; Ønsket er at kunne leve af sin kunst, at få den ud i verden og det er jo ganske godt på vej med en Europa-oplevelse eller 2 på farten.

BAKAOS ønskes held og lykke her fra Mormor på farten.

https://www.youtube.com/watch?v=kEbJ5NlXlG8

Tak for oplevelsen!