Lykken er en skorstensfejer!

Lykken er en skorstensfejer!

Han gik lige imod mig! – Ved et tilfælde! 😉 .

På min vej rundt i Køge i dag, mødte jeg denne prægtige mand! Det er jo fantastisk at møde et menneske, som næsten er taget ud af H.C. Andersens Eventyr, i hvert fald som figur! Så er jeg jo også lidt småskør, – hvem er ikke det? – så jeg måtte have et billede af ham inden han smuttede på taget og han stillede sig smilende og pænt op til fotografering. Med min interesse i historie, så måtte jeg jo lige researche lidt på det og her får du lidt om skorstensfejeren, et fag som blev udbredt 1760, sådan ca., altså med kun noget nær 250 år på bagen.

Den første forudsætning for skorstensfejerfaget er – naturligvis skorstene.

Det lyder meget ligetil, men faktisk blev skorstene først almindelige i mange huse i 1700-årene. Inden denne tid havde man haft åbne huller i tagene, såkaldte lyrer, hvor røgen fra de åbne ildsteder blot trak ud. De var naturligvis brandfarlige, da tagene var af strå. Men kakkelovne og kaminer var også brandfarlige, specielt fordi aftrækskanalerne var dårligt isolerede og ofte gik tværs gennem trævægge, paneler og andre brandfarlige materialer. Dette forhold var blandt andet skyld i, at Christiansborg slot nedbrændte to gange i løbet af 100 år: d. 26. februar 1794 og d. 3. oktober 1884.

De kongelige slotte var de første, der fik fejet skorstene. Christian 4. ansatte Gudmand Olsen som skorstensfejer på sine slotte.

1917 tog man skridt til oprettelse af en teoretisk og teknisk uddannelse af skorstensfejerlærlinge på Teknologisk Institut i København. Skorstensfejerskolen flyttede siden til Sønderborg og i 1974 til Tønder.

Høj hat var oprindelig alle farende svendes symbol og tegn på, at man var en fri og uafhængig person. Det er derfor heller ikke tilladt at gå med høj hat, før man er udlært og frigivet fra sin læremester og -svend. Det samme gælder andre værdighedstegn som blanke knapper og gjordlås. l gamle dage skulle lærlingen altid gå seks skridt bag sin læresvend uden hat, med glat bæltespænde og knapper samt barfodet; og så skulle han endda slæbe den store pumpekost.

Skorstensfejeren er et lykkesymbol!

Det lykkebringende ved skorstensfejeren er hans fejekost og den sod, der hænger ved ham på hans hud, hår og tøj.

Ærgerligt jeg ikke lige fik en luns af ham!

Skorstensfejeren som sådan en lykkebringende person, især hvis han kommer gående imod én ved et tilfælde. Ifølge folketroen er det, der sker tilfældigt, altid af større betydning, end det man selv har prøvet på at få til at ske. Særligt vigtigt er det at møde en skorstensfejer, hvis man befinder sig i en overgangssituation, det vil sige på et tidspunkt, hvor man står over for at skulle påbegynde noget nyt.

Det gør jeg, tror jeg nok! 😀

Kilde: Skorstensfejerlauget

Den lille smalle på den fede måde

Den lille smalle på den fede måde.

For et stykke tid siden var jeg på besøg hos min søn og svigerdatter, som bor i Odense. Et skønt sted lidt udenfor byen. Landligt og samtidigt med byliv, busser og kulturelle oplevelser i massevis!

På vej hjem til København tog jeg en tur ind i Odense for at hilse lidt på byen, H.C. Andersen og for at få lidt morgenmad. Det blev til en lille gåtur på strøgene, hen til Turistinformationen, ud på Rådhustorvet…Flakhaven hedder det vidst, ned i den smukke have, forbi klosteret og tilbage igen, pænt følgende nogle af alle de mange fodspor rundt i byen.

Fodspor i Odense til den lille smalle
Fodspor i Odense til den lille smalle

Lige overfor Turistinformationen på Vestergade ligger der en kaffebar i nummer 5. Det ser ret hyggeligt ud. Det ser også lidt nyt ud. Lyng på bordene. Et tæppe hængende henover stolene, hvis nu, at vejret viser sig fra sin mere kedelige side. Der er tænkt på det hele. En mor sidder med en kop kaffe, barnet i klapvognen ved siden af. De hygger. Det er der ingen tvivl om. Det er dejligt vejr. Solen varmer. Det kalder på solskinsdrik og noget mere robust, som en bolle eller noget og så noget kaffe, selvfølgelig kaffe! Af den bedste slags!

Når jeg er ude i verden og skal drikke kaffe, så er det espresso! Jeg kan godt li´den stærke smag og så fylder det så meget i smagen, at man kun behøver en af dem. Det dér med at drikke cafffe latte er jeg stoppet med. Det fylder alt for meget i maven med alt det mælk og så kan man drikke flere af dem. Det tager sulten. Næe, en espresso er som at være på ferie. Der er noget eksotisk over det også. Er det ikke rigtigt!?

Den lille smalle hedder kaffebaren, som også er Smoothie- og juicebar.

Jeg går ind i kaffebaren og bestiller en espresso, en slowjuice med bl.a. appelsin og ingefær og en bolle med smør og ost. Det trænger jeg til! 

Der går kort tid. Der smiles og der er ro på, trods den korte tid og så er min morgenmad klar. Jeg får den serveret udenfor og mens jeg sidder og ordner mine fotos, så kommer der en serveringsdame ud eller hvad sådan noget hedder. Hun er på vej til pause, tror jeg. Jeg stopper hende lige, præsenterer mig og spørger lidt ind til “Den lille smalle”.

Ejer Maria Andersen den lille smalle
Ejer Maria Andersen den lille smalle

Serveringsdamen er ejeren selv, Maria Andersen. Hun fortæller, at hun har haft kaffebaren siden starten af 2016, så den er helt ny. Det er jeg glad for, for jeg vil gerne give et skub, hvis jeg kan med lidt reklame til dem, som er nystartede og iværksættere, uden at de skal have pungen op af lommen. Det kan blive dyrt nok i starten med PR, inventar og alt det andet, som hører sig til.

Det har ikke været helt nemt at komme i gang, fordi mennesker skal vænne sig til nye ting og oplevelser, men Maria synes, at det går godt fremad. De har valgt at samarbejde med Trendbazaar in a bag, som ligger lige dør om dør. Det er et ret godt koncept, fordi man som gæst og kunde får flere fine oplevelser og masser af inspiration til sin egen bolig, blot ved at gå ind på kaffebaren. Indretningen kommer nemlig inde fra Trendbazaar.

Da jeg spørger Maria, hvad der adskiller Kaffebaren fra andre af samme slags, så er det, udover det smarte indretningskoncept, høj kvalitet og service. De bruger de bedste kvaliteter kaffe og så har jeg lige læst på deres Facebookside, at de kører det hele økologisk. Det er den lille smalle på den fede måde, synes jeg, for vil man virkelig gerne bare forsøge at leve nogenlunde sundt, så får man det altså bedre på samvittigheden ved at ty til noget økologisk. Det synes jeg!

Læs mere her i fra ugeavisen: Den lille smalle

Facebook gruppen finder du her: Den lille smalle / Facebook

Hvis man ikke har lyst til at gå turen rundt i fodsporene eller måske bare vil have en køretur rundt i byen, så er det oplagt at tage en tur med Citybussen. Den holder nede ved Banegården og turen tager ca. 26 minutter ifølge chaufføren. Det er ok, men også kun ok. Der er rigtigt dårligt udsyn fra bussen, fordi den er plastret til med reklamer. Det vil sige, at man indimellem skal gætte sig til, hvad man kører forbi og så bør man forsøge at huske de forskellige veje istedet og så smutte tilbage, hvis der er noget du meget gerne vil opleve igen. Et godt råd: Sæt dig så lagt oppe foran du kan eller stil dig nede bagved i bussen, hvor der ikke er reklamer på vinduerne, så kan du følge lidt med i det hele. Det er en ommer med de Citybusser. Mindre reklame på dem! Til gengæld er den gratis!

Et lille klip her fra den spæde start inden bussen kører.

Citybus i Odense

 

Tak for oplevelsen!

 

Gebisser der krydser min vej

Gebisser der krydser min vej

har jeg valgt at skrive om i denne blog. Det skal også være lidt sjovt, selvom det kan gøre ondt at have en kindtand, som synes, at den gerne vil knække, hvornår det skal være. Sådan har den nu været længe, så bekymringen er ikke så stor.

I takt med at jeg blev mindet om det, så kom jeg til at tænke på en historie fra min tid som rejseleder. Jeg ved, at denne historie, som er autentisk, florerer blandt chauffører og rejseledere i dag og den er vist blevet til fem høns efterhånden, men den stammer altså fra 2014, fra en tur til Prag med glade gæster, hvor Alfred på 81 år var med. Der kan nok være andre lignende historier, som I har oplevet, men altså denne om Alfred er den sande, som oplevet i Prag.

Alfred, 81 år. Jydsk landmand med et godt tække på damerne, også i bussen som førte os til Prag. Ca. 175 cm høj og almindelig af bygning. Han har sine cowboybukser på, praktiske sko til gåture, blå skjorte med korte ærmer og sine seler på, som følger ham i tykt og tyndt. Hans ansigt ser rart ud. Det var han! Tidens tand har sat sine spor og han har det her lille skæve smil, næsten ligesom Elvis, som kvinderne er ganske glade for. DET smil er næsten hans identitet. Hele hans liv ligger i smilet, men ikke denne dag, hvor vi skal gå byrundtur i Prag.

Vi bliver sat af bussen ved Wenzels Plads. Nogle kalder den Vaclavspladsen. Lige ved den store rytterstatue af den Hellige Vaclav, som er Tjekkiets skytshelgen, Nationalhelgen. Den lange og brede boulevard er vores første besøg på turen og jeg går med Alfred i hælene. Han hører ikke så godt, så alle dem der har dette handicap og de dårligt gående får altid en plads lige bagved mig, så de bedre kan høre, hvad jeg fortæller og kan følge med. Alfred smiler ikke i dag. Han virker lidt bekymret. 

Vi går ned ad boulevarden. Den livlige boulevard om aftenen og i Prags natteliv med alskens typer mennesker, casinoaktivitet og historie. Her, hvor Tjekkiets selvstændighed blev udråbt i 1918. Anden verdenskrigs afslutning blev proklameret her. Fløjsrevolutionen mod det kommunistiske styre begyndte også her i 1989 og mange andre historiske begivenheder. Julemarkeder i nutiden må jeg huske at fortælle. Om dagen butiksliv, det moderne Prag og altså masser af turistgrupper, som vil høre om tiden der var og nutidens muligheder.

Vi stopper flere gange på vejen, hvor jeg fortæller og vi kommer til Grand Hotel Europa på højre side, som var dér, hvor Franz Kafka læste op af sine nye værker til forfattermøder blandt de jødiske tysktalende. Hver gang vi stopper op, så kigger Alfred sig bagud. Indimellem kigger han rundt på jorden, som om han leder efter noget. Jeg spørger ham, om han er ok og det svarer han “ja” til, så jeg fortsætter gåturen.

Vi går forbi Sporvognscaféen, fortsætter over til højre, forbi de store varehuse. Nedad gågaden og ankommer til Republikpladsen, hvor jeg selvfølgelig fortæller om både Folkets hus, som huser Prags Symfoniorkester, Krudttårnet og landets største Shoppingcenter, Palladium. Alfred har begge hænder i sine lommer. Han fryser ikke, men jeg ved, at der er noget galt, for det tyder på noget usagt. Nogle af de andre gæster har også observeret, at Alfred er lidt stille, så de holder lidt øje med ham. En dame forsøger at flirte lidt med Alfred. Ja, ja, han er attraktiv! Det får hun ikke rigtig noget ud af og ikke en gang et smil kommer der. Alfred kigger ned, nærmest lidt flov ser han ud. 

Vores tur fortsætter af kringlede gågader med de obligatoriske marionetdukker (loutka-dukker) hængende foran flere butikker, forbi Tyn kirken, (Tycho Brahes kirke) og slutter på Rådhuspladsen med Jan Hus monumentet, Rådhuset med det astronomiske ur og en tiltrængt café, hvor vi kan få noget koldt og en kop kaffe, inden vi skal videre. Der er god tid. Et par timer.

Alfred sætter sig på restauranten lige foran Tyn kirken med udsigt udover det skønne leben på den gamle rådhusplads. Jeg spørger om jeg må sætte mig ved siden af ham og han nikker.

Vi bestiller kaffe og nu synes jeg, at tiden er kommet til at spørge Alfred, hvad der er galt, siden han er så trist. Alfred siger ikke noget, men peger på sin mund og siger:

“Prøv lige at kigge her, du!”

Alfred åbner munden og jeg kigger ind. Han peger ind og forsøger at sige noget med åben mund. Det lykkes ikke helt for ham at fortælle mig, hvad det drejer sig om og jeg kan ikke se noget, sådan umiddelbart, som virker mistænksomt. Min tanke er, at han har ondt, men det tyder det ikke på.

“Hvad er det jeg skal se, Alfred?”

Jeg sætter mig lidt tilbage i stolen og tager en slurk af kaffen, mens jeg venter på, at han svarer.

“For fanden, da!”, siger han helt frustreret. “Kan du ikke se, at der mangler noget?”

“Jeg kan se, at du ikke smiler i dag, Alfred”, siger jeg med et skævt smil, sådan lidt tilbageholdende. Så kigger jeg igen ind i hans mund, som nu står på vid gab. Jeg tænker, hvad ER det dog jeg skal se her?

Alfred lukker munden, ryster lidt på hovedet af min uvidenhed og så siger han: “Den er sg helt gal!” – “Kan du ikke se, at jeg har tabt mit gebis?” NU ser jeg det!

“Hold fast, Alfred! – Det har du da også! Hvor er det henne? Har du tabt det på vejen?”

“Det ved jeg sg ikke! Jeg kan ikke huske det!” Han griner nu og jeg griner også, så tårerne triller.

Man kan sg da ikke tabe et gebis! – Vi drikker kaffen og går samme vej tilbage, hvor vi kom fra, for at se, om vi kunne finde gebisset. Alfred var jo allerede bekymret i starten af turen, så vi bliver enige om, at de nok er tabt i bussen. Her gik han så, charmøren med Elvis-smilet, uden tænder!

Heldigvis så havde han ikke tabt tænderne. Da vi kom ind på hans hotelværelse, så lå de pænt og grinede ved kanten af hovedpuden. Mon ikke stuepigen havde lagt dem dér. Hun må have fået et chok da hun så gebisset.

Ja, sådan er historien om Alfred og en af de historier om gebisser der krydser min vej.

 

H.C. Andersens gebis
H.C. Andersens gebis – Gebisser krydser min vej.

Den næste historie bliver knap så lang, men når nu vi er ved gebisser, så fandt jeg disse her. H.C. Andersen havde en overmund, som er udstillet i hans fødehus, museet i Odense. Allerede som 22-årig tabte H.C. Andersen sin første voksentand. Det var ret almindelig på den tid, at man allerede i konfirmationsalderen havde gebis på listen over gaver. Den tid er i 1800-tallet, hvor han blev født (2. april 1805 til 4. august 1875).

H.C. Andersen led frygteligt af dårlige tænder og det har han da også skrevet om sin historie “Tante Tandpine”.

Man har haft falske tænder i 1000´er af år. De har været lavet af meget forskelligt gennem tiden, bl.a. dyretænder og mennesketænder, som man fæstede til et bånd af guld  ( Historienet ). I japan lavede man gebisser af træ. Det har nok ikke fungeret særligt godt – HA!

George Washington havde også gebis. De blev bl.a. lavet af tænder fra heste og flodheste og var sat med fjedre. ( Historienet ) . I dag der laver man tænderne af acryl, plastik og porcelæn.

Det med smilet og gebisset var der en dame der en gang ofrede 20.000 kr. på af sine lommepenge. Hun købte den franske skuespillers, Maurice Chevalier, gebis fordi hun ville bevaret mindet om hans smil!

Ja, sådan er der gebisser der krydser min vej!

Tak for oplevelsen!

Du er smukkest, når du smiler! 🙂

Vil du se lidt af mit besøg fra H.C. Andersens Hus, fra museet, så er der en video her. Man ser perioden fra 1805-1875 i starten og kommer så ind i selve hans fødehus. Ja, det hedder det.

Jeg går turen rundt, skriver i gæstebogen og fortæller lidt undervejs. Da vi er på museum, så sker der jo det, at man ikke taler så højt, så du må skrue lidt op for lyden, hvis du vil høre, hvad jeg fortæller. Der er lidt om det jeg ser.

God fornøjelse! Link til video her: H.C. Andersens Hus