“Når døre åbnes” til foråret 2019

Der er travlt i Eftersøgningstjenesten Genforening og du kan læse om arbejdet med at hjælpe mennesker i den kommende bog “Når døre åbnes”.

Mormor er stadig på farten, men denne blog opdateres ikke pt, netop på grund af travlhed andet steds, så lad dig inspirere.

Bedste hilsner

Anette H Hallev/Stifter af Eftersøgningstjenesten Genforening/Forfatter

Påske og tulipaner i Tivoli

Påske og tulipaner i Tivoli

er en af familiens traditioner. Victoria, mit barnebarn er selvfølgelig blevet introduceret til denne tradition, ligesom vi også følger Halloween og Jul i Tivoli.

Vejret var lidt kedeligt og gråt, men vi tog afsted alligevel. Lille Victoria og min datter, Cecilie. Det er oftest en pigetur, bortset fra julen, hvor resten af familien ofte melder sig til fanerne.

Vi entrede hovedindgangen, som var pyntet op med påskeæg. Vi gjorde som vi altid gør; Går ned til Pantomimeteatret fra 1874. Hvis du har været i Tivoli før, så kan du se det lige nede til venstre med det store tæppe af den smukke påfugl. Helt fast er det at gå ned foran scenen, sende en hilsen til min mormor, som en gang dansede deroppe. – Cecilies Oldemor og Victorias Tipoldemor. Ja.

Der møder os også masser af tulipaner og fra websitet kan jeg læse, at der er plantet 24.000 tulipanløg. Det lyder mange, men skal vi sammenligne med de 7 millioner tulipanløg i Keukenhof, som er verdens største blomsterpark, så er det heller ikke mange.

Smukt er det dog og en blomsterpark og Tivoli er jo heller ikke helt det samme.

Der er pyntet op med æg i alskens farver og størrelser i Carstensens gamle have. Små træhuse i pastelfarver. Lys Gul, lyserødt og grønt går igen, blandet med gul, orange og lilla tulipaner.

Påske og tulipaner i Tivoli

Victoria er mest interesseret i præmien, som hendes mor vinder i andedammen; puden med en glad smiley på. Med tiden bliver hun formentlig også glad over de mange smukke farver, oplevelser og skønne stemninger, som livet vil vise hende på vejen igennem.

En dejlig tur igennem haven, som har sidste påskeåbningsdag den 17.04.17. Du kan nå det endnu!

Som altid afslutter vi turen med en god kop kaffe. Vi finder et sted, hvor der kan komme barnevogn med ind, så vi ikke skal lade den stå udenfor og så går vi ellers i krig med både god kaffe og flødeskumskage. Det er ikke så ringe endda!

Vi hygger og klarer verdenssituationen, underholder Victoria, hvis hun da ikke lige skal udforske den hjemmelavede thebolle.

TAK for en dejlig dag og GOD PÅSKE!

TILLYKKE til vores Dronning, som bliver 77 år i dag!

Besøg hos Kunstner Per Hillo – Hvad hjertet er fuldt af.

Besøg hos Kunstner Per Hillo – Hvad hjertet er fuldt af.

2008 eller ca. deromkring fik jeg øje på Kunstneren Per Hillo. Facebook har allerede været i gang længe. Jeg havde i 2008 haft profil i et halvt års tid.

2007 er Den Amerikanske Ambassadør James Cain på besøg i Køge, hvor han vil møde min datter, Cecilie, som er træner for et fodboldhold. Det er stort. Jeg er en stolt mor. Min datter er stolt og vi møder Familien Cain flere gange og har stadig kontakt med dem via Facebook.

En af de gange, hvor vi var på besøg i Rydhave, Ambassadørboligen i Skovshoved, var Remee til stede. Jeg hilste kort på ham og mange andre kendte til sammenkomsten og der skulle gå 2 år, før jeg hilste kort på ham igen. Denne gang på hans natklub, Zen i København. Det har nok været i 2010. Anledningen var helt ekstraordinært en udstilling af Kunstneren Per Hillo. I natklubben.

Der stod han i egen høj person. Imødekommende og smilende tog han imod alle gæster, stillede op til fotografering og skålede.

Pers helt specielle kunst var nænsomt hængt op på væggene i natklubben. Det passede perfekt!

Sådan er forhistorien til interviewet hos Per Hillo i hans Galleri i Valby. Det er kun en måned siden, at jeg var på besøg. Denne gang var det ikke for at lytte til foredrag i hans Galleri, som flere gange før, men for at høre lidt om Per og om, hvordan han startede sin karriere udi kunstens frembringende virkelighed.

Som altid er Galleriet i Spinderigade 4 i Valby indbydende. De nye kunsttørklæder pynter vinduet på venstre side og til højre hænger der nye Per Hillo kunstværker. Helt nede forenden af lokalet ser jeg en rød skydeskive. Den må jeg kigge nærmere på. Per er på vej fra et andet sted, så jeg taler lidt med hans assistent, som er blevet farmor samme dag og tager lidt billeder i Galleriet.

Den røde skydeskive er et kunstprojekt for bl.a. afstressning. Nedenfor ligger der adskillige stykker porcelænsstykker og der ligger hele porcelænsskåle og tallerkner klar. Klar til at smide, kaste, ramme, afstresse og lære sig selv at kende på få minutter, i hvert fald på nogle områder. Sikken en AHA-oplevelse, for pludselig blev jeg enormt selvkritisk, fordi jeg ikke kunne ramme i midten af skydeskiven og fortsatte selvfølgelig, som det menneske jeg er, med at forsøge, igen og igen!

Du kan se kasteriet her: Kunstprojekt Per Hillo

Hvad hjertet er fuldt af
Hvad hjertet er fuldt af

Det er sikkert også et udmærket projekt, hvis man har en vred dag eller moment og kan komme af med vreden ved at kaste med porcelænet. Ikke dårligt. Ganske godt fundet på.

Per kommer ind. Glad, smilende og imødekommende, som altid. Vi sætter os ved det lange bord inde til højre og så snakker vi lidt. Det bliver et meget afslappende interview. Jeg spørger Per om, hvornår han startede sin karriere som Kunstner og den startede nærmest ved et tilfælde for 17-18 år siden på psyk-afd. hvor Per fandt ro efter en hektisk periode i sit liv med alt for mange ja´er og alt for få nej´er.

Hold op, hvor er vi mange der kender til de udfordringer! Det er dog en helt anden historie.

Per begyndte at male for at fordybe sig og få ro og de allerførste malerier er i dag placeret rundt omkring hos familien. De første malerier var et mere abstrakt udtryk, i forhold til i dag, hvor Hillo har sine helt egne kendte penselstrøg.

Det var den perfekte timing, for lige præcis på det tidspunkt, hvor Per startede, blev det populært at hænge originalbilleder på væggene rundt omkring i de små hjem. Det blev en levevej næsten med det samme. Per blev jo på den måde autodidakt Kunstner og det skal vise sig, at det er en absolut force, for som han siger, så er han ikke hæmmet af en uddannelse. Han ved ikke, hvad han ikke må og det kan give en anden frihed, når han maler. Det skal endelig ikke misforstås, for Per har dyb respekt for uddannelser og uddannede kunstnere. De kan blot nogle andre ting, som de har lært fra bunden og sådan kan man lære på forskellig måde.

Denne dag, hvor jeg besøger Galleriet er dagen før, at Per skal male sammen med Majbritt Vingsøe. De skulle male til fordel for Støt brysterne og maleriet kunne vindes i en superpulje.

I det hele taget kan du finde Per Hillo ved adskillige arrangementer. Han støtter mangt og meget. Velgørenhed ligger dybt i hjertet hos Per. Han er hjælpsom og støtter også foredragsholdere, som har noget på hjertet. Sådan er det også blevet til, at jeg selv har fået mulighed for at holde foredrag i Galleriet den 7. December 2016. Tak ❤️

Tilbage til Kunsten og den største spændende udfordring, som Per har haft. Der er mange, siger han, da jeg spørger ham, men han nævner den absolutte og det var bronzeskulpturen, som virksomheden Frese A/S bad Per Hillo om at skabe, der skulle overrækkes til Hendes Majestæt Dronningen Margrethe i Slagelse, som også er Pers hjemby. Det var under Kulturnatten i 2010.

Per Hillo har pt. 3 gallerier, dette i Valby, et i Hellerup og det nyeste i Malmø.

Det er helt specielt at købe Hillo Kunst, for der er mulighed for at bytte maleriet ud, hvis man føler for det. Et glimrende koncept, som flere benytter sig af.

De kendte har også glæde af Per Hillo Kunst, således har bl.a. Sharon Stone kunst hængende. For kort tid siden var jeg på besøg i et hjem, hvor der var adskillige kunstværker, endda en lampe prydet med Hillo-udtryk. Det var en Per Hillo-fan, tør jeg godt sige 🙂 . Der var genkendelig kunst i hele huset. Ja, sådan kan man tilfældigt møde mennesker, som har samme interesser.

Helt personligt kommer vi i interviewet ind på Pers livsfilosofier. Jeg spørger ham, om han har nogle gode råd til dem, som gerne vil male eller er på vej op fra en svær tid.

De gode råd fra Per er, at tage det som det kommer – Go with the flow – Vær god til at lytte til dig selv og vid, at det gode ved bekymringer er, at de aldrig bliver til andet….

Den lader vi lige stå et øjeblik….Der er mange, der kan nikke genkendende til disse udfordringer.

Per holder selv foredrag om tiden, hvor det var sværest. Om, hvor mange tæsk man kan kan få i livet og få det godt igen. Hold øje med, hvornår på hans website og grupper på Facebook.

Per Hillo – website

Per Hillo – Facebook

Og sidst, men ikke mindst, så er du altid velkommen i Per Hillo Gallerierne og til foredrag rundt omkring i landet.

Tak for interview og kunstoplevelse!

❤️

Livet er en dans på roser med mange torne

Livet er en dans på roser med mange torne.

1970. Jeg var 5 år gammel og tilmeldt jazzballet i den smukke Teaterbygning i Køge.

Når jeg sidder og researcher lidt på Teaterbygningen, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at, hvis Ringteatret i Wien ikke var brændt ned den 08.12.1881, så havde jeg måske ikke været så heldig at lære at danse hos Tove Olsen Danseskole på Teaterbygningen. Ja, sådan er livet også…og…

Tove var måske aldrig blevet danselærerinde på Teaterbygningen, men ingen tvivl om, at hun var blevet det et andet sted, for det var hendes liv. Det var bestemt fra den dag, da hun, som 5-årig kunne danse uden at være forhindret af sin sygdom. Den dag hendes far besluttede, på den gode måde, at Tove skulle danse, hvis hun ville! – Det blev sådan og er stadig sådan – Tove blev udlært som 16-årig og er 93 i dag, Oktober 2016 og underviser stadig i jazzballet…og hiphop…for ældre!

Hver mandag går det løs i Herfølge. Dejligt at høre! Modigt og skønt!

1881. Der er brand i Ringteatret i Wien, Østrig. Der skal spares penge og der skal spares på olien til lyset, så nødudgangene virker ikke helt efter forventning. Der dør i alt fra 350 -1000 mennesker – Det er lidt uvist i historiebøgerne.  Det skulle være en af 19. århundredes værste og største brande med den største betydning i nyere tid. – Det må siges!

Brandsikring kommer i højsædet. Det spredes selvfølgelig til hele Europa og endda til Danmark og Køge, hvor jeg har gået til dans! Jazzballet! Ligesom Marguerite Viby, når hun giver den i solo i en forrygende sketch i Cirkusrevyen, som er populær, specielt i mit fødeår 1965.

I 1970 var Simon & Garfunkel hotte! – Deres nummer “Cecilia” var lige kommet ud på vinyl og selvfølgelig var Tove med på det sidste nye! – Jeg husker denne sang som musikken til dansen på danseskolen, så det er nok ikke helt forkert. Tove var med på det sidste nye.

Cecilia

Min datter hedder Cecilie…Kan det tænkes, at det har haft en betydning? – Muligvis.

2016: Jeg sidder og taler med nogle venner og pludselig taler vi om Tove på danseskolen. Nogle fortæller, at hun bor lige ovre på den anden side af vejen og jeg får adressen. Tove. Hun har haft stor betydning i mit liv udi dansen. Tove lærte mig at turde. Hun lærte mig at bruge min krop og hun  inspirerede mig til at undervise i mit voksenliv. Hun vidste det ikke og den tak skulle hun have! Jeg var hende dyb taknemmelig for alt hun havde givet mig!

Jeg besluttede mig for at besøge hende og det kom der et lille interview ud af. Helt accepteret af Tove, som dog ikke vil have fotos med og det er respekteret.

Tove modtager mig med et stort smil! – En lille dame. Hun har stokken med. Hun genner mig ud i køkkenet  til højre for entreen så sidder vi dér og taler, mens hun ser mig lidt an. Det er ok og hun kan ikke rigtig huske mig. Det er også ok. Tove fortæller, at hun den gang i 1970 ´erne havde mellem 600-700 elever pr. sæson! Det er faktisk ok, at hun ikke kan huske mig helt.

Jeg husker hende dog særdeles godt, for hun har gjort en forskel i mit liv! Hun lærte mig at danse, at turde, at drømme og hun lærte mig, at pludselige afgørende beslutninger kan ændre liv positivt.

Hvordan? – Tove lærte mig, som tidligere skrevet, at bruge min krop og jeg har siden danset både jazzballet, klassisk og salsa, på et helt almindelig borgerligt plan, men skønt.

Som barn var mit liv præget af mange hensyn uden at det skal uddybes. Sidst i 60´erne flyttede vi fra København til Køge og det nyeste byggeri udi lejligheder. Der var travlt i det lille hjem og sædvanen var fest og glade dage med en bar i stuen og Huset på Christianshavn i 1971- SÅ kan vi lige pludselig godt fornemme stemningen.

Det var dejligt at gå til dans.

Jeg kan huske en dag, hvor jeg skulle til dans. Jeg blev kørt dertil af min stedfar og da jeg sprang ind til danseundervisningen, så sidder Tove dér bagved bordet til venstre. Jeg er allerede klædt om hjemmefra med sort gymnastikdragt og sorte gymnastiksko, dem med gummi på sålen. Du husker dem garanteret! Jeg står ved bordet, hvor Tove sidder og hun fortæller, at dansen i dag er aflyst. Jeg er 5-6 år gammel og stener fuldstændig og bliver helt ked! – “Hvad skal jeg så ?”, spørger jeg Tove, for jeg bliver ikke hentet før om 1 time,  og hun spotter ret hurtigt, at jeg er ked af det, så hun svarer:

“Kære Anette, du danser bare den sidste dans du har lært inde på gulvet!”

Jeg kigger bagud og opdager, at salen er fyldt med publikums! – Tove har talt! Frem i højttalerne hører jeg den velkendte “Cecilia” med Simon og Garfunkel og næsten helt pr. instinkt, så starter jeg med at danse. Rundt i “manegen”, rundt i dansesalen og for mig selv…Lige til musikken standser og er færdig. Folk klapper. Jeg bliver helt genert. Stopper og går ud. Venter på bilen og har så meget på hjertet at fortælle derhjemme. De har travlt.

Uanset, så var det en af de største vovede oplevelser i mit liv, som har gjort et stort indtryk og som har lært mig meget, på mange områder. Jeg tør. Jeg tør også, selvom det kan virke “farligt” og jeg gør det, fordi jeg i bund og grund gerne vil have, at mine forældre bliver stolte…

Til hver danselektion drømte jeg om, at det en dag er mig, der står deroppe foran andre og lærer dem noget. Det lykkedes heldigvis, omend det ikke var dans, men mange andre spændende ting.

Tove og jeg går ind i stuen i det lille rækkehus og hun har allerede fundet en masse billeder frem fra den gang. Den gang, fra da hun gik ud af skolen som 13-årig og fortsatte i lære hos Jørgen og Bodil Bjarnov i Smallegade. Jørgen står som danseinstruktør i Kraks i 1958 og datteren, Vivian fortsætter da også som danseinstruktør og koreograf derefter, så det er en dansende familie.

Inden da, så har Tove forbindelse til Britt Bendixen og Gene Nettles, som har bragt Jazzballet med fra USA. Tove, Britt og Gene er medlem af den samme klub og sådan bliver der forbindelse til dansens verden, både i USA og Danmark, og Køge…og Teaterbygningen.

Da jeg spørger til Toves liv, så tøver hun lidt.

Udover dansen, som har været hendes liv, så har det også været en dans på roser med mange torne, som Tove siger.

Tove bliver skilt efter sin mands videre udvikling, meget pludseligt…og lever herefter alene…Det er en kamp. Hun bliver vendt ryggen, føler hun. I ensomhed og overlevelse. Ikke på penge, for det handler det ikke om, med 600-700 elever pr. sæson. Det handler om mangel på kærlighed, om tillid og accepten fra omverdenen på det ufrivillige singleliv. Tove har i dag 2 sønner, som hun har kontakt til. Som 93-årig er kontakten jo ikke den samme, som engang, siger Tove. De har også deres familie og børnebørn. I dag har Tove mange minder, glæder sig over, at hun har glædet mange i sit liv og at livet, trods alt, har givet hende torne og roser i forskellige farver.

I dag gør Tove sig også i vittigheder og så har hun klæbehjerne, som hun siger.

Tak for oplevelsen, Tove og alt det, du har lært mig!

Marguerite Viby lavede en parodi på  jazzballet.

Jazzballet

Gebisser der krydser min vej

Gebisser der krydser min vej

har jeg valgt at skrive om i denne blog. Det skal også være lidt sjovt, selvom det kan gøre ondt at have en kindtand, som synes, at den gerne vil knække, hvornår det skal være. Sådan har den nu været længe, så bekymringen er ikke så stor.

I takt med at jeg blev mindet om det, så kom jeg til at tænke på en historie fra min tid som rejseleder. Jeg ved, at denne historie, som er autentisk, florerer blandt chauffører og rejseledere i dag og den er vist blevet til fem høns efterhånden, men den stammer altså fra 2014, fra en tur til Prag med glade gæster, hvor Alfred på 81 år var med. Der kan nok være andre lignende historier, som I har oplevet, men altså denne om Alfred er den sande, som oplevet i Prag.

Alfred, 81 år. Jydsk landmand med et godt tække på damerne, også i bussen som førte os til Prag. Ca. 175 cm høj og almindelig af bygning. Han har sine cowboybukser på, praktiske sko til gåture, blå skjorte med korte ærmer og sine seler på, som følger ham i tykt og tyndt. Hans ansigt ser rart ud. Det var han! Tidens tand har sat sine spor og han har det her lille skæve smil, næsten ligesom Elvis, som kvinderne er ganske glade for. DET smil er næsten hans identitet. Hele hans liv ligger i smilet, men ikke denne dag, hvor vi skal gå byrundtur i Prag.

Vi bliver sat af bussen ved Wenzels Plads. Nogle kalder den Vaclavspladsen. Lige ved den store rytterstatue af den Hellige Vaclav, som er Tjekkiets skytshelgen, Nationalhelgen. Den lange og brede boulevard er vores første besøg på turen og jeg går med Alfred i hælene. Han hører ikke så godt, så alle dem der har dette handicap og de dårligt gående får altid en plads lige bagved mig, så de bedre kan høre, hvad jeg fortæller og kan følge med. Alfred smiler ikke i dag. Han virker lidt bekymret. 

Vi går ned ad boulevarden. Den livlige boulevard om aftenen og i Prags natteliv med alskens typer mennesker, casinoaktivitet og historie. Her, hvor Tjekkiets selvstændighed blev udråbt i 1918. Anden verdenskrigs afslutning blev proklameret her. Fløjsrevolutionen mod det kommunistiske styre begyndte også her i 1989 og mange andre historiske begivenheder. Julemarkeder i nutiden må jeg huske at fortælle. Om dagen butiksliv, det moderne Prag og altså masser af turistgrupper, som vil høre om tiden der var og nutidens muligheder.

Vi stopper flere gange på vejen, hvor jeg fortæller og vi kommer til Grand Hotel Europa på højre side, som var dér, hvor Franz Kafka læste op af sine nye værker til forfattermøder blandt de jødiske tysktalende. Hver gang vi stopper op, så kigger Alfred sig bagud. Indimellem kigger han rundt på jorden, som om han leder efter noget. Jeg spørger ham, om han er ok og det svarer han “ja” til, så jeg fortsætter gåturen.

Vi går forbi Sporvognscaféen, fortsætter over til højre, forbi de store varehuse. Nedad gågaden og ankommer til Republikpladsen, hvor jeg selvfølgelig fortæller om både Folkets hus, som huser Prags Symfoniorkester, Krudttårnet og landets største Shoppingcenter, Palladium. Alfred har begge hænder i sine lommer. Han fryser ikke, men jeg ved, at der er noget galt, for det tyder på noget usagt. Nogle af de andre gæster har også observeret, at Alfred er lidt stille, så de holder lidt øje med ham. En dame forsøger at flirte lidt med Alfred. Ja, ja, han er attraktiv! Det får hun ikke rigtig noget ud af og ikke en gang et smil kommer der. Alfred kigger ned, nærmest lidt flov ser han ud. 

Vores tur fortsætter af kringlede gågader med de obligatoriske marionetdukker (loutka-dukker) hængende foran flere butikker, forbi Tyn kirken, (Tycho Brahes kirke) og slutter på Rådhuspladsen med Jan Hus monumentet, Rådhuset med det astronomiske ur og en tiltrængt café, hvor vi kan få noget koldt og en kop kaffe, inden vi skal videre. Der er god tid. Et par timer.

Alfred sætter sig på restauranten lige foran Tyn kirken med udsigt udover det skønne leben på den gamle rådhusplads. Jeg spørger om jeg må sætte mig ved siden af ham og han nikker.

Vi bestiller kaffe og nu synes jeg, at tiden er kommet til at spørge Alfred, hvad der er galt, siden han er så trist. Alfred siger ikke noget, men peger på sin mund og siger:

“Prøv lige at kigge her, du!”

Alfred åbner munden og jeg kigger ind. Han peger ind og forsøger at sige noget med åben mund. Det lykkes ikke helt for ham at fortælle mig, hvad det drejer sig om og jeg kan ikke se noget, sådan umiddelbart, som virker mistænksomt. Min tanke er, at han har ondt, men det tyder det ikke på.

“Hvad er det jeg skal se, Alfred?”

Jeg sætter mig lidt tilbage i stolen og tager en slurk af kaffen, mens jeg venter på, at han svarer.

“For fanden, da!”, siger han helt frustreret. “Kan du ikke se, at der mangler noget?”

“Jeg kan se, at du ikke smiler i dag, Alfred”, siger jeg med et skævt smil, sådan lidt tilbageholdende. Så kigger jeg igen ind i hans mund, som nu står på vid gab. Jeg tænker, hvad ER det dog jeg skal se her?

Alfred lukker munden, ryster lidt på hovedet af min uvidenhed og så siger han: “Den er sg helt gal!” – “Kan du ikke se, at jeg har tabt mit gebis?” NU ser jeg det!

“Hold fast, Alfred! – Det har du da også! Hvor er det henne? Har du tabt det på vejen?”

“Det ved jeg sg ikke! Jeg kan ikke huske det!” Han griner nu og jeg griner også, så tårerne triller.

Man kan sg da ikke tabe et gebis! – Vi drikker kaffen og går samme vej tilbage, hvor vi kom fra, for at se, om vi kunne finde gebisset. Alfred var jo allerede bekymret i starten af turen, så vi bliver enige om, at de nok er tabt i bussen. Her gik han så, charmøren med Elvis-smilet, uden tænder!

Heldigvis så havde han ikke tabt tænderne. Da vi kom ind på hans hotelværelse, så lå de pænt og grinede ved kanten af hovedpuden. Mon ikke stuepigen havde lagt dem dér. Hun må have fået et chok da hun så gebisset.

Ja, sådan er historien om Alfred og en af de historier om gebisser der krydser min vej.

 

H.C. Andersens gebis
H.C. Andersens gebis – Gebisser krydser min vej.

Den næste historie bliver knap så lang, men når nu vi er ved gebisser, så fandt jeg disse her. H.C. Andersen havde en overmund, som er udstillet i hans fødehus, museet i Odense. Allerede som 22-årig tabte H.C. Andersen sin første voksentand. Det var ret almindelig på den tid, at man allerede i konfirmationsalderen havde gebis på listen over gaver. Den tid er i 1800-tallet, hvor han blev født (2. april 1805 til 4. august 1875).

H.C. Andersen led frygteligt af dårlige tænder og det har han da også skrevet om sin historie “Tante Tandpine”.

Man har haft falske tænder i 1000´er af år. De har været lavet af meget forskelligt gennem tiden, bl.a. dyretænder og mennesketænder, som man fæstede til et bånd af guld  ( Historienet ). I japan lavede man gebisser af træ. Det har nok ikke fungeret særligt godt – HA!

George Washington havde også gebis. De blev bl.a. lavet af tænder fra heste og flodheste og var sat med fjedre. ( Historienet ) . I dag der laver man tænderne af acryl, plastik og porcelæn.

Det med smilet og gebisset var der en dame der en gang ofrede 20.000 kr. på af sine lommepenge. Hun købte den franske skuespillers, Maurice Chevalier, gebis fordi hun ville bevaret mindet om hans smil!

Ja, sådan er der gebisser der krydser min vej!

Tak for oplevelsen!

Du er smukkest, når du smiler! 🙂

Vil du se lidt af mit besøg fra H.C. Andersens Hus, fra museet, så er der en video her. Man ser perioden fra 1805-1875 i starten og kommer så ind i selve hans fødehus. Ja, det hedder det.

Jeg går turen rundt, skriver i gæstebogen og fortæller lidt undervejs. Da vi er på museum, så sker der jo det, at man ikke taler så højt, så du må skrue lidt op for lyden, hvis du vil høre, hvad jeg fortæller. Der er lidt om det jeg ser.

God fornøjelse! Link til video her: H.C. Andersens Hus

Surprise interview med BAKAOS

Surprise interview med BAKAOs - work in progress
Surprise interview med BAKAOs – work in progress.

Det var tid til at prøve noget nyt hos Mormor på farten og det blev til lidt udfordringer udi filmmediet. En rigtig fin film blev lavet ud fra denne film på bloggen, men så kunne den ikke konverteres til det rigtige format for Youtube. Mange har forsøgt at hjælpe, men der er ikke rigtigt noget der virker, så nu får vi den uredigeret.

Interviewet er lavet som surprise, da jeg fandt ud af, at BAKAOS var i byen, til Køge Festuge den 31.08.2016. Oplev det til sidst i artiklen.

Det var i 2015, at jeg først stiftede bekendtskab med BAKAOS. Den gang var det Barbara, som jeg fandt på Facebook, da jeg slægtsforskede i noget familie, hvor Barbaras efternavn dukkede op. Hun fik en besked, om hun genkendte vedkommende, jeg havde fundet. Det gjorde hun, det var hendes farfars navn, som var dukket op på et stykke papir. Ud af denne forespørgsel, skrev vi videre og med mit erhverv som coach og med Barbaras tvivlende skridt udi kunsteventyr, så var det helt naturligt, at korrespondancen udviklede sig.

Barbara sprang ud i kunsteventyret BAKAOS og startede bl.a. med en udstilling på en restaurant.  Det blev også til Kunstfestivaller, Åbne Galleridøre, Kunstforeninger og i 2016 bl.a. Øksnehallen, hvor hun, via kontakt, blev optaget i en kunstnergruppe.

Den røde tråd er ført til Paris, snart Berlin og altså også til Køge Festuge, hvor jeg besluttede mig til at besøge BAKAOS i teltet for et surprise-interview.

Barbara blev overrasket, men proff som hun er, så fortalte hun vidt og bredt om sin unikke kunstart, doodling, som er et rigtigt tålmodighedsarbejde.

Fremtiden fik jeg også spurgt BAKAOS om, og der er ingen tvivl; Ønsket er at kunne leve af sin kunst, at få den ud i verden og det er jo ganske godt på vej med en Europa-oplevelse eller 2 på farten.

BAKAOS ønskes held og lykke her fra Mormor på farten.

https://www.youtube.com/watch?v=kEbJ5NlXlG8

Tak for oplevelsen!