Bogforum er en tradition HVERT år!

Bogforum er en tradition HVERT år!

Efter, at mit barnebarn, Victoria, er kommet til, så er det en tøsetur med 3 generationer og før det, så tog min datter, Cecilie og jeg på Bogmesse. Ingen kærester, ingen mandehørm. Vi tager turen alene, så kan det godt være, at vi tænker lidt på mænderne…Sidste år planlagde vi at købe en bog til min svigersøn, som læser/lytter til Michael Katz Krefeld. Det lykkedes. Det lykkedes også at få Michaels signatur i bogen, så dobbeltbonus! – Det var en god gave!

Vi er begge virkelig nørdede på hver sin måde. Cecilie læser krimier og jeg læser lidt af hvert, som jeg lige lyster. I øjeblikket er det “Et liv som kvindelig Privat Detektiv” af Martha Nielsen, som netop havde denne fornemme titel – Mon ikke hun var inspireret af Sherlock Holmes?… Mere om Martha i et andet indlæg 😉 . Læs lidt om Genforening, så forstår du min interesse…

BogForum 2017.

I år var det lidt skuffende. Vi syntes begge, at der var en tand for meget kommerciel stemning over det, uden at jeg kan forklare det nærmere med ord. Vi gik tidligere i år, men fik da set på gode tilbud, foredrag, interviews og Victoria fik leget i bogstavområdet, men alt i alt ikke den samme stemning som hidtil. Årsag? – Vi ved det ikke. Det holder os dog ikke tilbage. Vi kommer igen næste gang, i 2018.

Min interesse indenfor tegn og kunst strækker sig også til tegnefilm, kunstnerne bag, altså dem der tegner. Jeg har tidligere været Volunteer på tegneseriemesser, flere af dem, og dvæler helt foran deres borde og arbejdsværksteder, hvor de flittigt sidder og tegner. Mit mål var tidligere at møde Don Rosa, som jeg har mødt et par gange nu. Han tegner Anders And tegneserier og siges, at være den bedste efter Carl Barks. Der er virkelig mange tegnere, også i mit netværk, og det er helt fantastisk, for, når man som jeg, er rimeligt faglig orienteret, så er det fedt og godt at dvæle ved det mere løsslupne tegnede univers en gang imellem, så jeg ikke bliver alt for seriøs og firkantet. Jeg vil endda vove at påstå at sige, at, hvis jeg ikke en gang imellem dvælede ved tegneriet og fantasiens verden, så ville mit liv være tomt og ensomt, firkantet og kontrolleret. Jeg tegner selv, men desværre bliver det alt for lidt. Det kan være, at det kommer tilbage igen.

Alt med måde og alt i god balance.

Jeg vil ikke begynde at fremhæve forskellige tegnere her i bloggen, for tænk, hvis jeg glemte nogen. Du må ind på min væg på Facebook og kigge, når jeg skriver. Du finder min profil HER.

Ja, så går der blot et splitsekund og så fremhæver jeg en tegner! Flot!

Vi kom lige forbi og jeg måtte jo stoppe op og beundre Jean-Claude Mezieres, som er “ Linda og Valentins” tegner. Han bliver 80 år i 2018 og startede sin karriere allerede som 13-årig med tegninger i Le journal des jeunes, La Figaro, og inspireret af Tintin, så lavede han et år efter en tegneslip, som selveste Hergé kommenterede på, hvor han bad Jean-Claude om at at fortsætte tegneriet. – Se, det er motivation!

På Bogmessen stødte vi også på Jussi Adler-Olsen, Sara Blædel og flere andre forfattere og kunstnere. Som altid en fornøjelse, men igen…lidt skuffende stemning i år.

Næste år ses vi igen, trods alt, både Mormor, Mor og barnebarn Victoria <3

Vi mødes på Bogforum 2018!